Inden påskeferien besluttede folketinget, at landets 3.g’ere kun skal op til tre eksaminer til sommer. 3.g’erne skal op til én mundtlig eksamen og to skriftlige, og det betyder, at eleverne skal op til betydelige færre eksaminer i år end normalt.

De fag som eleverne ikke skal op til eksamen i, afslutter de med årskarakterer.

Eksamenssnak i Go’ Morgen Danmark
Derfor blev vores engelsk underviser Philip Gyde Poulsen og Natasja Pedersen fra 3.e inviteret til at være med i et indslag i Go’ Morgen Danmark omkring den anderledes eksamenssituation i år.

Skærmbillede fra indslaget.

Natasja og Philip blev spurgt indtil deres holdninger til den nye eksamenssituation, og hvordan de har det med, at 3. g’erne afslutter de fleste af deres fag med årskarakterer i stedet for at skulle op til eksamen.

Natasja fortæller:

Det er blandede følelser jeg har omkring eksamenssituationen, men generelt så synes jeg, at det er en fin løsning, hvor der bliver taget hensyn til sundheden og til at stoppe smitte spredningen, men hvor der samtidig også er blevet taget hensyn til os 3.g-elever, hvor eksaminerne har en vigtig rolle.

Natasja supplerer:

Eksaminerne giver os muligheden for at hæve nogle af vores karakterer, men samtidig så er de også et øjebliksbillede af os elever, hvor årskarakteren er mere et helhedsbillede. Derfor er det blandede følelser. 

En helhedsbedømmelse
Philip understreger også Natasjas pointe omkring, at årskarakteren giver et bedre helhedsbillede af, hvad en elev kan.

Philip pointerer:

Den mundtlige eksamen eksempelvis er kun på 30 minutter inden for et bestemt emne. Årskarakteren derimod, den viser et helhedsbillede. Den viser noget omkring elevens arbejdsmoral,  hvordan man har klaret sig året igennem, og den viser faktisk også et større bredde af bekendtgørelsen og pensum i et fag ordnetset. 

Skærmbillede fra indslaget. 

Man kan altså sige, at det er med blandede følelser, at afgangseleverne får skåret ned i antallet af eksaminer, men her var både underviser og elev enige i, at årskarakteren giver et bedre helhedsbillede af elevernes overordnede niveau.

Philip afslutter interviewet med at lægge vægt på, at han er glad for, at eleverne får lov til at gå op i enkelte eksaminer – for det ceremonielle i det:

Jeg er glad for, at man har valgt at gennemføre nogle af eksaminerne primært for, at eleverne kan få den her ceremonielle afslutning på et så skelsættende forløb som det er at gå på gymnasiet. 

Du kan se eller gense hele indslaget med Philip og Natasja på Tv2 Play (kræver abonnement).