Hvis det larmede lidt ekstra fra værkstedet på Slotshaven Gymnasium i slutningen af april og starten af maj, er årsagen egentlig lige til: 2.g’erne på HTX havde værkstedsuge.

Her knoklede de løs for at lave produkter til deres afsluttende projekt i faget Teknologi, og derfor var de i gang med hammer, sav og andet værktøj for at komme i mål med deres ret kreative idéer.

Som altid skal eleverne lave produkter indenfor et bestemt tema, og i år var det: plads – og hvordan man på gode måder kan udnytte pladsen bedre.

Teleskophylden ses efter i sømmene.

Produkter der løser problemer
Eleverne var derfor gået i tænkeboksen og havde fundet nogle aktuelle problemer, som deres produkter kunne løse. Og der var ikke langt fra tanke til handling, for da ugen var gået, stod de mange forskellige produkter klar.

Den udendørs bar er klar.

Blandt produkterne var et sofabord, der kan klappes ud til at være spisebord på kollegieværelset, en teleskophylde, en udendørs bar og et tre-etagers hasselmusehus (hullerne sidder på bagsiden, så musene kan klatre op ad træet og ind).

Eleverne viste altså stor både kreativitet og håndværkersnilde, og nu er de klar til at bruge produkterne i deres afsluttende Teknologi-projekt.