Mandag 13. august starter den nye rekordstore årgang på Slotshaven Gymnasium – med flere end 270 elever på HHX og HTX.
Deres første tid på Slottet er præget af intro, hvor de både lærer hinanden og skolen at kende. Og i den sammenhæng er tutorerne fra de ældre årgange af afgørende betydning.
Det er nemlig dem, der først og fremmest hjælper de nye elever med at falde til. Det er en opgave, både 2.g’erne og 3.g’erne nyder, og de kan bruge de erfaringer, de selv gjorde sig, da de i sin tid trådte ind på Slotshaven Gymnasium for første gang.
Josefine, Fransiska og Mary er blandt årets tutorer – og de glæder sig til at møde den nye årgang og give deres erfaringer videre.
Har nydt 1.g
Blandt dem er Josefine Larsen fra 2.d (ja, det står forkert på trøjen på billedet), Fransiska Jelstad fra 2.d samt Mary Odgaard fra 2.y. For ét år siden startede de på Slotshaven Gymnasium, og vi fik os en snak med dem om, hvordan det år har været – og om det at skulle være tutorer for første gang.
– Det har været et rigtig godt år, indleder Fransiska, som går på International Business på HHX.
– Der har været mange nye udfordringer – både i forhold til det faglige og ved, at du skulle lære så mange nye mennesker at kende forholdsvis hurtigt. Især efter introen, hvor det krævede lidt af én at holde det sociale sammenhold kørende, forklarer hun, inden Mary tilføjer:
– Jeg kan huske, at det var dejligt at komme i gang igen, efter jeg havde været på efterskole.
– Ja, jeg syntes også, det var skønt at komme i gang med skolen igen – en skole, der er målrettet vores fremtid, forklarer Josefine.
– Men i starten var det også lidt forvirrende at skulle lære så mange nye mennesker at kende af to omgange (grundforløb og siden i klasser), men efter du er kommet i klasserne, synes jeg, det har været dejligt.
Første dag er bare nervepirrende
Selvom det er 12 måneder siden, de tre startede på Slottet, står første dag stadig klart i erindringen hos dem alle.
– Det var virkelig nervepirrende, fordi der var så mange nye mennesker, og jeg kendte kun én, jeg skulle gå i klasse med, så du holdte dig lidt til dem, du kendte i starten. Du bliver kastet ud i nogle nye ting, som du ikke rigtig lige … du er forberedt, men ikke helt på, hvordan det foregår. Så jeg var ret nervøs, mindes Fransiska med et smil.
– Ja, det var jeg også, for jeg kendte slet ikke nogen på forhånd, og du skulle være engageret og åben for at lære folk at kende. Og det kræver bare lidt at få nye bekendtskaber – det går ikke at sidde lukket i et hjørne, lyder det fra Josefine.
– Jeg kendte også en, da jeg startede, og det var meget rart at have en at støtte sig til den første dag, så det ikke var lige så ‘farligt’, men du kommer rigtig hurtigt til at snakke med en masse nye fra klassen. Jeg tror faktisk, du næsten når at snakke med dem alle den første dag, siger Mary.
– Selvom du måske ikke går direkte ud og snakker med folk, lægger introperioden op til det, og du kommer til det via navnelege og så videre.
Elever, tutorer og undervisere lærer hinanden at kende på første skoledag i august 2017.
Studietur som højdepunkt
Efter introperioden og grundforløbet kom Josefine, Fransiska og Mary for alvor i gang med livet på Slotshaven, og det står hurtigt klart i snakken med dem, at der er flere ting, de særligt vil huske tilbage på ved 1.g.
– For mig har det bedste været vores studietur, slår Josefine fast med det samme.
– Vi var på studietur til Hamborg, og det var bare fedt at blive rystet endnu mere sammen på den måde. Vi var afsted kun vores klasse og kunne dermed opleve byen sammen de dage.
– Ja, du bliver rystet sammen på en ny måde, når du er sammen med din klasse hele tiden. Især efter at være kommet i de nye klasser efter grundforløbet. Der skulle du lige zone ind på de andre, som måske havde skabt en omgangskreds under grundforløbet – og der var studieturen god til at skabe et sammenhold i klassen, uddyber Fransiska, som nu går i klasse med Josefine.
Fællesfoto fra 1.d’s tur til Hamborg – Josefine og Fransiska ses i midten.
Men det er ikke kun i klasserne, der skabes et stærkt fællesskab. Mary, som går på HTX (2.y), husker sprogrejsen i januar, hvor elever var med på tværs af klasser, som særlig god.
– Jeg var med på sprogrejsen til Malaga, og det var spændende, fordi du rigtig kunne lære de andre klasser at kende. Josefine var blandt andre med, så du kunne altså både lære HHX’ere og HTX’ere at kende.
På sprogrejsen til Malaga lærte eleverne hinanden at kende under varme himmelstrøg.
Spændende nye fag
Noget andet, trekløveret hæfter sig ved blandt alt det nye ved at starte på Slottet, er de nye fag.
– Jeg synes især om Afsætning og International Økonomi, fordi det handler meget om noget konkret og noget målrettet, siger Josefine, inden Fransiska tilføjer:
– Ja, og så er det fag, som er målrettede. Du kan se direkte, hvad du skal bruge det til. Når jeg går ind og skal have Virksomhedsøkonomi, kan det godt være, jeg ikke synes, det er det fedeste fag i verden, men jeg kan se, hvad jeg skal bruge det til i forhold til for eksempel Oldtidskundskab, som jeg nok ikke ville få brug for.
– Og selv hvis jeg ikke kommer ud at arbejde direkte med økonomi i en virksomhed, vil jeg stadig have en idé om, hvad der foregår i verden.
– Hvis du gerne vil arbejde inden for handel for eksempel, får du fag, der direkte handler om det – så du kan allerede, når du har faget, se, at du kan bruge det til noget, forklarer Josefine.
– Det er altså meget brugbart.
Det kan Mary også nikke genkendende til, selvom hun har nogle lidt andre fag på HTX.
– De eneste nye fag, jeg har fået, er Bioteknologi og Informatik, men de fag, jeg kender, er også blevet meget mere uddybet i forhold til tidligere. Du har Fysik og Kemi hver for sig, og du har meget praktisk undervisning, hvor du for eksempel i Bioteknologi arbejder i laboratoriet med celler og så videre. Det er meget anderledes end i folkeskolen.
Der er altså ingen tvivl blandt de tre:
– Det har virkelig været sjovt at få nye fag, lyder det i kor.
På både HHX og HTX prøver eleverne deres idéer og tanker af i virkeligheden – her er det HHX-elever til årets NudgeCase.
Kræver lidt af eleven selv
Men det kræver også lidt, indrømmer de. Især når der sker så meget i løbet af 1.g – og der både skal være fokus på det faglige og det sociale.
– Jeg tror, det sværeste har været at skulle lære nye fag og mennesker at kende samtidig. Hvis du kun skulle koncentrere dig om at lære nye mennesker at kende, ville det måske ikke være så svært, men med så mange nye fag oveni skal du have fokus på mange ting på samme tid. Det har været det sværeste, mener Fransika.
– Også det med at være et nyt sted. Du skal vænne dig til at gå i gymnasiet, og det fungerer på en anden måde. Du er meget mere selvstændig i timerne, hvor det ikke bare er tavleundervisning som tidligere. Her får du en opgave, som du skal arbejde med – enten selv eller i grupper – og det gør det mere selvstændigt, forklarer Josefine.
– På HHX arbejder vi meget med cases og i grupper, så det er on you, hvis du ikke får det lavet. Du kan ikke give andre skylden, forklarer Fransiska.
– Og så er der det med, du skal lære at samarbejde med nye mennesker, siger Mary med et smil.
– Det kan være meget udfordrende, når du har dine faste vaner fra folkeskolen og 10. klasse, og nu skal du til at arbejde endnu mere selv med opgaver og så videre.
– Og opgaverne betyder noget. Det er ikke bare en stil, du afleverer, og som du så får tilbage fire måneder senere. Det er ting, der betyder noget, og som du skal have lavet, forklarer Fransiska om det ansvar, du skal tage som elev på Slottet.
Det er altså en helt ny hverdag, de tre tutorer har fået på Slotshaven sammenlignet med tidligere. En hverdag, som de nu er vant til og har godt styr på efter have klaret omvæltningen for et år siden.
Mary, Fransiska og Josefine sammen med Luanna og Sofie, som også er tutorer.
Turde ikke have forventninger
Og det var faktisk en omvæltning, de ikke havde de store forventninger til, husker de. De ville bare tage tingene, som de kom – og med et åbent sind. Noget, de også vil give videre til de nye 1.g’ere.
– Jeg ved ikke, om jeg turde have forventinger, griner Josefine.
– Jeg var nok lidt bange for at blive skuffet over det. For jeg tænkte på forhånd det med: ‘Nu skal jeg i gymnasiet og være rigtig hårdtarbejde’.
– Men det har vist sig at være mere roligt, end jeg troede. I folkeskolen bliver det meget gejlet op til bare at være lektier, lektier, lektier, masser af afleveringer, at du aldrig må have fravær og så videre.
– Selvfølgelig skal du aflevere dine ting og have så lidt fravær som muligt, men det er ikke helt vildt. Afleveringerne kommer i ordentlig tid, og der er tid til det hele.
– Og når du er syg, kan du altså godt tillade dig at være syg, pointerer Fransiska og fortsætter:
– Det er også fedt, at lærerne er til at snakke med omkring det, hvis du har mange opgaver oveni hinanden, kan du godt få det udskudt, hvis det er. Du sidder altså ikke hver dag og er overdynget af lektier. I hvert fald ikke i 1.g, lyder det med henvisning til, at de tre nu skal op i 2.g og er lidt spændte på, hvordan det bliver.
– Jeg troede, du ville have mange flere lektier for, og at det ville være mere stræberagtigt, lyder det fra Mary.
– Det hjælper nok også meget, at vi alle tre går i karakterfrie klasser, selvom man da savner at få karakterer, griner hun.
– Det er både godt og skidt. Det er positivt, at du ikke får det i alle opgaver, så der er fokus på den feedback, du får, men du kan godt savne at vide, hvor du ligger. I Matematik har jeg for eksempel ingen idé om, om ‘Flot’ betyder det samme som et 4-tal eller et 10-tal, forklarer Fransiska.
– Derfor kan du godt savne motivationen i at vide, at du er tæt på en karakterer og skal arbejde ekstra hårdt for at opnå det.
– Det tager presset af dine skuldre men kan også fjerne motivationen lidt, slår Mary fast.
Kantinen på Slottet første skoledag 2017.
Vigtigt med de gode lærere
Nu kan de tre elever se frem mod 2.g og til udfordringen i at skulle være tutorer. Og det ser de frem til.
– Vi glæder os, er de enige om.
– Især fordi vi i vores klasse har fået et super sammenhold fra Hamborg-turen, og i den sammenhæng har vi både en tur til Spanien og Kina at se frem til, så vi ved, der kommer nogle flere af de oplevelser, uddyber Fransiska.
– Og så glæder vi os da til fagene, hvor lærerne også er med til at gøre det godt.
– Det betyder utrolig meget for et fag, at læreren er god til at gøre det spændende, så du virkelig gider at arbejde med det, lyder det fra Josefine.
– Det gør også, at jeg slet ikke har nogen fag, hvor jeg tænker: ‘Åh nej, jeg orker ikke have den lærer eller det fag nu’, tilføjer Fransiska.
Og så er der naturligvis endnu en særlig ting at glæde sig til, slår Mary fast:
– Slotshavens fester naturligvis! De er gode!
Vil give videre til de nye
Inden de selv skal i gang med 2.g, fag og fester, venter der dem alle tre introtiden som tutorer, og det glæder de sig ekstremt meget til.
– Min primære grund til at blive tutor er, at jeg gerne vil hjælpe de nye elever til at få det godt på Slotshaven, indleder Josefine.
– Jeg kan huske, at vores tutorer var rigtig gode til at få os til at føle os sikre. Især på gangene, når vi ikke lige vidste, hvor vi skulle hen, og så fik øje på dem – så vidste vi, at vi bare kunne gå hen og spørge dem.
– De fik altså 1.g’erne til at føle sig sikre og velkomne her på skolen – og det vil jeg gerne give videre.
– Ja, man har bare lyst til at hjælpe og gøre en ekstra indsats, supplerer Fransiska.
Fællesfoto af årets tutorteam.
– Vi havde et rigtig godt forhold til vores tutorer og var faktisk med til den enes 18 års fødselsdag, ligesom vi også holdt forfest til fraggelfesten sammen. Vi havde en rigtig god introtid med dem og hilser stadig på dem nu, og det vil jeg også gerne have med de nye 1.g’ere, forklarer Mary.
– Også at de ikke bare er en helt ny årgang, og at du bare ved, at de er årgangen under – det er fedt at få et kendskab til dem.
Josefine, Fransiska og Mary kan altså huske, hvor vigtigt det er at få en god start på gymnasielivet. Det vil de gerne give videre til de nye 1.g’ere på både HHX og HTX, og i den sammenhæng er det især vigtigt at være åben i starten, forklarer de.
– Det bedste råd, vi kan give dem, er helt klart at være åben, når folk kommer hen og snakker til dig. Jeg ved godt, at du sagtens kan sidde og være genert og nervøs – det var jeg også selv – men hvis folk gør en indsats for at snakke med dig, så prøv at køre samtalen med dem. Prøv at være til stede og tag alle de muligheder, du kan få for at snakke med så mange som muligt, siger Fransiska.
– På den måde får du mulighed for at deltage i fællesskabet. Og dét er vigtigt.
En del af introtiden er også introturene for HHX og HTX.
Ingen bliver sure over at blive snakket med
– Hvis der for eksempelvis bliver sagt, at nogle er gået ud på fodboldbanen, så gå ud og snak med folk. Også selvom du ikke spiller fodbold. Så sidder der måske nogle piger eller drenge på sidelinjen, som du kan snakke med, er et af de gode råd fra Josefine.
– Hvis du kommer i klasse med nogen, du kender, er det en god idé at prøve at lære de andre at kende også. Du ved ikke, om du vælger samme studieretning som ham eller hende, du kender, om I kommer i forskellige innovationsklasser eller noget helt tredje, er Fransiskas bedste råd.
– Så få det største netværk som muligt, så du kan føle dig sikker og bekendt med mange. Det gør det bare sjovere at kende så mange som muligt. I kantinen, til fester og så videre. Så der altid er nogen, du kender, eller i hvert fald har set før.
Også fagligt giver det bonus, forklarer de tre tutorer.
– Når vi i 2.g har valgfag, kommer vi også på hold med folk, vi ikke har haft fag med tidligere – og der er det skønt at kende dem allerede.
Mary slår fast, at det er vigtigt at være åben og opsøgende i starten.
– Læg genertheden lidt på hylden. Så kan du være genert senere, når du har fået en god omgangskreds.
Og så har de en vigtig pointe til de nye 1.g’ere:
– Alle er nervøse. Især første dag. Husk det. Vi har aldrig hørt om nogen, der er blevet sure over, at nogle er kommet hen og har snakket til dem første dag. Det sker bare ikke, griner de.
– Så det skal du ikke tro som ny elev. Spring ud i det og snak med så mange som muligt, lyder det fra trioen, som ikke kan vente med at hjælpe de nye godt i gang – og også til at tage hul på 2.g
– Det bliver godt at komme i gang igen og se vennerne efter en måneds sommerferie!