Når de nye 1.g’ere på HHX og HTX starter på Slotshaven midt i august, vil de ikke være de eneste nye ansigter på skolen. På Slottet har vi nemlig også fået en ny vicerektor i form af Stine Frydendahl Larsen, der kommer fra en stilling som underviser i spansk på STX i København.

Stine har nydt de første dage på skolen, hvor hun har kunnet sætte sig ind i sine ny arbejdsopgaver.

Vil arbejde med gymnasieledelse
− Det var en ny skole, hvor jeg blev ansat i skolens første år, og hvor jeg var i otte år. Det var en virkelig spændende proces, men nu havde jeg brug for nye udfordringer, forklarer Stine indledningsvis om vejen fra underviser til nu vicerektor på Slotshaven.

− Jeg har taget en master-uddannelse i gymnasieledelse og kunne godt tænke mig at gå den vej, fortsætter Stine, da vi fanger hende på hendes nye kontor på Slottet i Holbæk.

Her er hun så småt ved at finde sig til rette og få styr på både sine kommende opgaver og det nye i at skulle finde rundt på skolens tre etager.

Ind i maskinrummet
Men Stine glæder sig bare over alt det nye. At komme tilbage fra sommerferien til en ny arbejdsplads, nye kollegaer og en ny flok elever.

− Min erfaring fra undervisningen er primært STX, men mellem min bachelor og min kandidat underviste jeg i et år på HHX. Det kunne jeg rigtig godt li’, og det var der, jeg fandt ud af, at jeg ville ind i gymnasieverdenen. Derudover har jeg hørt meget godt om HTX – især ift. projektarbejdet, slår Stine fast.

Stine på sit nye kontor. Her kommer hun til at klare en del af sine opgaver, men hun skal også ‘i felten’ og blandt andet have et hold i spansk.

Særligt én ting glæder hun sig til i sin nye rolle som vicerektor: at kunne bygge bro mellem ledelse, lærere og elever og på den måde være med til at skabe øget trivsel.

− Jeg kunne godt tænke mig at komme ind i maskinrummet af organisationen, og det var også grunden til, at jeg søgte stillingen som vicerektor her på Slotshaven.

− Hvordan kan man få en organisation til at blomstre og udvikle sig og få både medarbejdere og elever til at trives? Det brænder jeg for.

Dialog skaber trivsel
I den sammenhæng slår Stine fast, at kodeordet ifølge hende er dialog og samarbejde.

− Det interesserer mig utrolig meget, hvordan man fanger elevernes motivation, og her er det vigtigt at være i dialog. For den gode kvalitet, den gode undervisning, kommer af samarbejde – både mellem elev og lærer samt lærer og ledelse.

− Derfor kommer min dør, ligesom Katrines og Helles, også til at være åben, så folk kan stikke hovedet forbi, hvis de har lyst, lyder det med et smil fra Stine, som udover at være i ‘maskinrummet’ på Slottet også skal have et hold i spansk på HHX.

− Det ser jeg frem til! På den måde kan jeg også få et godt kendskab til eleverne og den måde, de bedst lærer på.

Lige nu er Slottet tomt for elever, men heldigvis ikke så længe endnu. Så kan Stine møde dem, når de strømmer igennem indgangen igen.

Klar efter en sommer i Danmark
Der er små to uger, til både de kommende 2.g’ere og 3.’ere og den nye årgang er at finde på Slottet igen, og Stine kan ikke vente.

− Jeg glæder mig helt enormt til at møde eleverne og lærerne! Jeg  går ind med et åbent sind og glæder mig til at se, hvad de er for nogle mennesker, og lære dem at kende, forklarer Stine, der kommer med opladte batterier ovenpå en dejlig afslappende sommer hjemme i Danmark.

− Jeg bor i København, og derfor besluttede vi hurtigt, at vi skulle ud af byen, smiler Stine og fortsætter:

− Så rykkede vi til Djursland i sommerhus og var der i to uger, inden den stod på Langesø med den anden del af familien. Det var rigtig dejligt, men nu er det også skønt at være i gang igen, og jeg har virkelig glædet mig til at starte på Slotshaven.

Vi byder Stine stort velkommen til Slottet, og møder du hende rundt omkring på skolen, så hils endelig på og ønsk hende velkommen.