Anders Fogh er tidligere handelselev med overbygning fra Århus Købmandsskole. Derfor var han lidt på ‘hjemmebane’, da han mandag morgen besøgte Slotshaven Gymnasium i kraft af sin titel som CEO og founder af virksomheden Startup Central, som tidligere i 2019 har uddelt en særlig virksomhedspris til tre 1.g’ere fra Slottet.
Og hvor havde han erfaring at dele ud af sin unge alder til trods.
Danmarks Iværksætterminister på besøg
Anders er 26, far til fire og har en tech-virksomhed, som på ét år har modtaget en valuation (værdiansættelse) på 30 millioner kroner. Han kalder sig også Danmarks Iværksætterminister – forståeligt nok.
Startup Central er en virksomhed, som gerne vil være med til at sætte fokus på bedre iværksætteri i Danmark. Anders og co. tilbyder således et koncept, som består af en værktøjskasse til iværksættere – som skal ses som en hjælpende hånd til at starte egen virksomhed eller til at få styr på en virksomhed.
Vejen til succes
Anders fortalte undervejs i sit foredrag foran en stor lytterskare af elever, at vejen til succes har været rimelig hård. Da han ville starte sin egen virksomhed, fik han mange nej’er. Selv fra det lokale erhvervsråd. En kvindelig erhvervskonsulent sagde direkte til Anders, at hans idé overhovedet ikke duede.
Men Anders blev ved – med det resultat at han til sidst var ret langt ude. Med alt lige fra at smække med døren i privaten til at kaste op af nerver. Anders har som nævnt fire børn og er 26 år – men med tiden blev alle disse negative følelser, undskyldninger og mange blomster til konen vendt til tænding af bålet: Jeg vil lykkes med min egen virksomhed.
En jyde i overalls
Efter lang tids søgen og mange nej’er fik Anders endelig en investor, som besluttede sig for at investere 1 million kroner i Anders. Og Anders var lykkelig – lige indtil han opdagede, at han havde glemt købsmomsen. Anders begyndte så at sælge adgang til Startup Central til venner og familie, og herefter gik det stærkt med først at skaffe det manglende beløb og siden at udarbejde en betaversion af produktet – og pludselig havde de 1000 brugere af en beta’en! Meget imponerende. Som virksomheden voksede, ansatte Anders folk til at hjælpe. Endelig kom der vind i sejlene.
Husk at tage din telefon
Anders tager altid sin telefon af én særlig grund: Da han var handelsskole-elev, tjente han en masse penge på at lave t-shirts til militæret. Han glemte dog at betale skat af indtægten, så en dag ringede SKAT og bad om udeståendet – og de havde ringet mange gange. Uden Anders havde taget mobilen.
Så det var lidt af et chokopkald, men heldigvis ville Anders’ forældre gerne hjælpe ham. SKAT fik pengene, og da Anders lidt efter blev 18 år, flyttede han hjemmefra for at blive rigtig voksen og tage ansvar for sit liv. Det var hårdt, da det skete, men efterfølgende har Anders været taknemmelig for denne udvikling i sit unge liv.
Et udenlandsopkald
I slutningen af 2018 modtog Anders endnu et opkald – denne gang et udenlandsopkald. Han tog telefonen med forventning om, at følgende sætning ville blive sagt: “Hello! I am calling from Microsoft.” Men det blev der ikke sagt. I stedet lød det: “First Capital.” Det syntes Anders at have hørt før, så han begyndte at google – og der kom spændende resultater frem.
Så Anders begyndte at lytte: “Sorry, can you repeat that?”
Kvinden i den anden spurgte dernæst Anders, om han tit er i New York eller USA generelt. Det måtte Anders sige nej til – det er han af gode grunde ikke. Det var det første udenlandsopkald, og siden har Anders har også oplevet at få opkald fra Holland og Portugal i samme ombæring. Så husk at tage din telefon, når udlandet ringer. Det kan godt være, du har lavet noget godt, men du skal stadig tage din telefon – for det er sådan, udlandet får fat i dig.
Det var altså et hav af spændende anekdoter og guldkorn, Anders kunne øse udover eleverne fra Slottet, som fik følgende råd med på vejen som afslutning på oplægget:
– Står du og har brug for hjælp til din virksomheds idé – eller bare en idé – så kontakt os på info@startupcentral.dk. Så kan vi hjælpe dig og din idé med at få den bedst mulige start ved hjælp af vores værktøjskasse.
Det indeholder værktøjskassen
Herunder kan du få et overblik over, hvad den værktøjskasse egentlig kan – for det er ikke bare et fluffy koncept. Det er brugbare og konkrete værktøjer, som Anders kan hjælpe iværksættere med.
- Forretningsplan-template: Giver dig mulighed for at lave en forretningsplan online på deres hjemmeside. Når din forretningsplan er færdig og er knivskarp, vil der være mulighed for at tilsende den til en i Startup Centrals investeringsnetværk, som måske vil investere i din idé eller virksomhed.
- Regnskabsprogram: Så kan du holde styr på dine debet- og kreditposteringer. Herudover kan der udsendes faktura digitalt og foretages registrering betalingen (herunder et fuldt rykkersystem mm).
- Lønsystem: Nemt og enkelt og til for at hjælpe iværksætterne med at spare tid på udbetaling af løn, indberetning af skat samt afregning af pension. Derudover kan dets API opkobles til regnskabsprogrammet.
- Juridiske skabeloner: Står man som iværksætter, har man ikke altid råd til en masse juridisk papirarbejde. Her tilbyder Startup Central juridiske skabeloner, som kan være en samarbejdsaftale, lejekontrakt, ejeraftale og meget mere. Alt dette kan sendes digitalt, opbevares og underskrives digitalt.
Og ikke nok med det:
– Derudover tilbyder vi erhvervscoaches, forklarede Anders.
– Det, vi erfarer hos de iværksættere, vi allerede hjælper i dag, er, at de sætter pris på den sparring, de får fra vores coaches, da de hjælper iværksætterne med at tænke i andre baner og ser nye muligheder i deres egen idé.
Udover at høre om Startup Central fik eleverne på Slottet også et ganske unikt tilbud som afslutning på foredraget. Kvit og frit kunne de nemlig få adgang til virksomhedens platform Fordelsklub for iværksættere resten af dette skoleår og hele næste skoleår.