Da klokken nærmede sig 9.25 fredag 23. februar 2018 var Innolab på Slotshaven Gymnasium proppet med forventningsfulde – og måske lidt nervøse – spanskelever. De sad i en rundkreds og sendte flakkende blikke rundt for at lure stemningen.

Hvad skulle der ske? Hvad havde spanskunderviserne Helle og Stine nu fundet på? Eleverne vidste bare, at de skulle have semanario español hele dagen.

Guide i spansk kultur
Ind kom Teresa lige pludselig – og begyndte med det samme at sende spanske gloser og spørgsmål ud i lokalet og rundt til de mange elever.

“Que tal?” “Como te llamas?” Så var spanskdagen for alvor i gang!

Teresa skulle guide eleverne godt gennem spansk kultur og dens mange afkroge. Mens hun ivrigt gik rundt i kredsen for at tale med eleverne, kørte der videoer om Spanien og spansk kultur oppe foran i Innolab. Her kunne eleverne få en kyndig indførelse i, hvad Spanien egentlig er udover sol, varme og sangria, samtidig med Teresa forklarede på syngende spansk.

Op af stolene
Men det var ikke kun Teresa, der var aktiv og skulle bevæge sig rundt i Innolab. Eleverne var blevet udstyret med en form for bandana, som de satte på hovedet, mens velkendte spanske sange blev startet på anlægget.

Nu skulle der danses! I starten var eleverne lidt forsigtige, men lidt efter lidt levede de sig ind i de spanske sange og dansede med, mens Teresa dansede for i kredsens midte.

Da klokken nærmede sig frokosttid var der blevet stillet op til tapas i det tilstødende lokale, hvor eleverne kunne få sig en (måske tiltrængt) puster fra de sydlandske dansetrin og nyde brød, ost og pølse.

OG joinede
Da maverne var blevet fyldt, kom Odsherred Gymnasiums spanskelever på besøg til den sidste del af spanskdagen, som startede med interviews på spansk og intenst arbejde ved bordene i Innolab.

Her kunne eleverne lære af hinanden og bruge det spanske sprog i praksis.

Duo på tur
Næste punkt i programmet hed Maja Bruun Nielsen og Anne Sofie Beer Nielsen. De to har rejst rundt i Sydamerika og oplevet, hvordan det spanske sprog kan bruges og være særdeles nyttigt ude i den virkelige verden.

De to nu antropologi-studerende, som for fem-seks år siden gik ud af gymnasiet, fortalte vidt og bredt om deres oplevelser. De havde blandt andet i Nicaragua mødt en ældre mand ved navn Don Chico, som de havde lavet en dokumentarfilm om, og som de var kommet godt ind på livet af og blandt andet havde været i et sydamerikansk cirkus med en håndfuld gange. Det havde kastet mange gode anekdoter af sig, som de gladeligt gav videre til eleverne.

Maja og Anne Sofie modtog klapsalver fra de imponerede elever fra både Slottet og OG, inden eleverne som sidste led i spanskdagen skulle lege med spansk grammatik og samtale.

Alt i alt var det en både spændende og udfordrende dag for eleverne, som på bedste vis tog udfordringen op og lærte spansk på en ny måde.