Fredag 4. oktober var en kulturrig dag for vores 1. og 2. gere på Slottet. Den kultur der var særlig fokus på, var den spanske, da eleverne havde spansk sprogdag. Hele dagen var omlagt og bestod af en masse spændende og berigende aktiviteter.

Først på dagen stod vores 2.g’er for undervisningen af 1.g’erne. Alle elever var inddelt i små grupper, og 2.g’erne var desuden fordelt på fem klasselokaler, hvor 1.g’erne roterede fra gruppe til gruppe med intervaller på 25 minutter. Der blev undervist i forskellige temaer som kultur, gastronomi, samtale og grammatik. Det var en fornøjelse at se vores elever i rollen som undervisere, og som det kan ses af billederne, arbejdede vores motiverede 1.g’er koncentrerede med løsningen af de forskellige opgaver.

Derefter var der fælles foredrag i Innolab 3, hvor to af vores rejseerfarne 2.g’er fortalte om deres oplevelser fra spansktalende lande. Sebastian og Oskar fra 2.d understregede, at med det spanske sprog kan man komme langt i verden.

Kl. 11.15 indtog Teresa Conde Nordsal 1 og 2 til en tur rundt i den spanske natur og kultur. Det foregik dels gennem videoer, høj musik, super meget energi og ved hjælp af danseglade elever. Først var det 1.g’ernes tur – dernæst 2.g’erne.

Slottets bålhytte var fra midt på formiddagen vidne til en professionel tilberedelse af den spanske “nationalret” – Paella. Mauro stod som kok for tilberedelse af denne delikatesse til stor fryd for elever og lærere, pedel, kantinepersonale og ledelse. Alle fik tilbudt en smagsprøve af denne lækre, spanske ret.