Tilbage i janar 2019 fik de tre 1.g-klasser på HTX på Slotshaven Gymnasium en spændende udfordring: Lav den bedste præsentation for, at I skal til Tyskland og South Baltic Bridge Camp i maj. Den bedste klasse vinder turen.

Alle tre klasser leverede stærke præsentationer og argumenter, men i sidste ende løb 1.R med sejren, da de slog på, at de er en klasse med kommunikationsfokus – og netop kommunikation ville der blive brug for på campen i tyske Schwerin.

Her er vinderne af campen den sidste dag med to af arrangørerne. De havde et gennemarbejdet forslag til, hvordan overskydende elektricitet fra vindmøller kan bruges til at fremstille biobrændsel.

Eleverne kunne derfor gå og glæde sig fra januar lige indtil 7. maj, hvor dagen for den spændende tur oprandt. Over tre dage skulle eleverne i 1.R deltage i campen sammen med elever fra andre europæiske lande ved South Baltic bridge Camp.

Her leverede de et særdeles flot indtryk, da de arbejdede sammen med unge fra Litauen, Polen, Sverige og Tyskland om at komme med forslag til lagring af vedvarende energi. Det var den udfordring, campen handlede om at finde løsninger på.

Og her stod det hurtigt klart, at eleverne i 1.R er langt fremme og særdeles godt med, når det kommer til både projektarbejde og bæredygtig udvikling.

Først skulle der laves en faldskærm
Som opvarmning skulle hver gruppe lave en faldskærm, som kunne få et æg ned fra 2 meters højde, uden det gik i stykker, samt prøveflyve deres konstruktioner.

Eleverne havde undervejs også tid til at opleve den flotte by, som både havde gamle huse og et rigtigt eventyrslot (billedet herunder).

Og om aftenen stod den på social samvær for eleverne fra de forskellige lande. De var nemlig ude at bowle i blandede hold på tværs af landegrænser.