I dag havde 3.g’erne sidste skoledag på Slottet, og det var traditionen tro en festlig dag med morgenmad i klasserne, kreative kostumer, festligt musik, sjove nomineringer og højt humør.

Og naturlivis blev alle corona-retningslinjerne overholdt. Eleverne var kun sammen med deres egen klasse under sidste skoledag, og alle  havde er negativt corona-testresultat, da de mødte op.

Solen skinnede i dag og vejret var fantastisk. Derfor spiste en del af klasserne deres morgenmad udenfor på Slottets grønne arealer ude foran deres klasselokaler. Her havde kantinen sørget for lækker portionsanrettet morgenmad.

Efter en hyggelig morgenmad i det lækre vejr, blev det tid til karamelkast. Forsynet med et utal af karameller, gik 3.g’erne rundt til de klasser, som de hver især havde fået tildelt, og kastede med karameller.

3.g-showet

Og så blev det tid til det traditionelle 3.g-show med nomineringer og sjove udfordringer, hvor lærere og elever skulle dyste mod hinanden. På grund af Corona blev showet live-streamet fra kantinen, så skolens forskellige klasser kunne følge med fra deres egne klasselokaler.

Det var et underholdende show, hvor vi bl.a. fandt ud af, hvem der fik titlen som årets kærestepar, årets bommert og mr. HHX og HTX.

Nu er det ellers kun eksaminerne, der venter forude for vores 3.g’ere. Vi ønsker dem alt held og lykke med eksaminerne.