I sensommeren 2015 trådte Frederik Andersson og Cecilie Nielsen nogle af deres første skridt på Slotshaven Gymnasium som 1.g’ere, da de startede på henholdsvis HHX og HTX.
Og tre år senere – i juni 2018 – fik de studenterhuerne sat på hovedet efter flotte afsluttende eksaminer. Dermed var de tre års gymnasietid og tiden på Slottet ovre for de to studenter. Eller var den?
Nu en del af lærerstaben
I efteråret 2018 har de to nemlig fortsat været at finde på Slottet.
Inden de skal læse videre, er de således i gang med et sabbatår, hvor de er ansat som skolens to 4.g’ere. Det er to særlige stillinger, hvor de på fuld tid hjælper de nuværende elever og er en fast del af lærerstaben.
– Vi nåede lige at få hue på, feste, holde en lille smule ferie, og så var vi ellers klar til at starte op igen, husker Cecilie, da vi fanger hende og Frederik i en sjælden rolig stund en formiddag på deres kontor, som ligger lige ved siden af administrationen på skolen.

Frederik og Cecilie, som de ses stort set hele tiden: med et smil på og klar til at hjælpe.
– Vi har travlt, forklarer Frederik med et smil.
– Grundlæggende er vi ansat til lektiehjælp, støtte i undervisningen og som underviser for valgfagshold o.lign., uddyber han.
De to 4.g’ere har forskellige forcer, da Frederik har en baggrund fra HHX, mens Cecilie er HTX’er, og dét kommer dem til gode i deres arbejde, da de dermed kan dække bredt ind, når elever på tværs af de tre årgange har brug for hjælp på den skole, de kender så godt.
– Af og til er vi også vikarer for nogle af lærerne – fx i matematik, international økonomi og AP. Og selvom vi ikke er ansvarlige for klasserne som sådan, er vi i tæt dialog med underviseren, og vi sørger for at give lektier for, gennemgå stof, hjælpe i gruppearbejde o.s.v. Den slags, lyder det fra Frederik, der – ligesom Cecilie – både underviser klasser og elever enkeltvis i fag som IØ, matematik og kemi.
Nok at se til
Men det er ikke kun i klasselokalet, de to befinder sig. Deres opgaver er mange og forskelligartede, og de har haft nok at se til siden sommerferien.
– Derudover underviser vi valgfags- og brobygningshold for 8.-9. klasser og repræsenterer skolen ved diverse uddannelsesmesser og informationsmøder med kommende elever. Desuden har vi været på studietur med en 3.g-klasse og introtur med 1. årseleverne, forklarer Frederik, inden Cecilie supplerer:
– Det har været en lille smule udfordrende, men mest af alt har det været sjovt. Man har bare lige skullet vænne sig til det.

På årets introture.
Da duoen fik mulighed for at blive 4.g’ere i sin tid, var de egentlig ikke så meget i tvivl om, at det var noget, de gerne ville – og de er nu også uundværlige på skolen, hvor de tit får det hele til at hænge sammen, når de konstant står klar til at hjælpe til.
– Her er et dejligt sted at være. Jeg kan både li’ hverdagen med elever og lærere – og derfor lød endnu et år meget attraktivt.
– Generelt er det et job med mange spændende udfordringer, og jeg vidste, at jeg ville blive udfordret på den gode måde som 4.g’er, supplerer Cecilie som, inden studenterhuen kom i hus, vidste, hun ville tage et sabbatår.
– Fremfor at stå og lave det samme i et supermarked eller et andet job, hvor man ikke bliver specielt udfordret, nyder jeg at være her, hvor man kan dele ud af sin viden og hjælpe andre og se deres succesoplevelser. Det er en stor del af det, jeg kan lide ved mit job, lyder det.
– Ja, det er fedt at hjælpe nogen, der måske har det svært, og hvor lærerne ikke altid har tid til det på grund af undervisningen – det er rart.

Her står Frederik og Cecilie et sted – som en del af årets studenter i sommeren 2018.
Alle vinder ved, at der er 4.g’ere
Netop det at hjælpe andre ser de begge som en win/win-situation. For udover at eleverne på Slottet får en masse ud af hjælpen fra de garvede 4.g’ere, lærer Frederik og Cecilie nemlig også selv af det:
– Det er lige så meget et led i ens egen læring, slår Frederik fast.
– Jeg oplever mit arbejde lige så meget som en del af min egen udvikling. Først har jeg brugt tre år på HHX på at lære stoffet selv, og nu skal jeg så lære det fra mig. Det styrker mine egne kompetencer enormt meget. Det at gå ind i en klasse og påtage sig en lærerrolle – det kræver meget af én, og jeg tror, man lærer rigtig meget af det, er de enige om.
– Det er helt sikkert noget, jeg vil kunne tage med mig. Både den ekstra forståelse af stoffet, jeg har fået, og ikke mindst det at kunne lære teorien fra sig.
– Jeg er helt enig. Personligt udvikler vi os meget i løbet af det her år, forklarer Cecilie her halvvejs i sabbatåret.
– Særligt i forhold til at skulle være en autoritet og tage ansvar. Det var lidt svært i starten – det med at skulle være en leder og sætte sig i respekt, så eleverne ikke prøver at løbe om hjørner med én, nu de næsten er på samme alder som os. Det er helt klart noget, vi kan bruge fremadrettet.

Ved orienteringsaftener kan man fx også møde de to 4.g’ere.
De to 4.g’ere nyder stor frihed i jobbet, og det er med til at modne til til videre studie og job.
– Jobbet kræver meget stor selvstændighed, fortsætter Cecilie.
– Der er selvfølgelig rammer, men derudover er der stor tillid til, at vi selv kan styre tid og arbejdsopgaver. Jeg mindes, at vi i starten fik at vide, at ‘vi har tiltro til, at I selv kan fordele jeres arbejde og styre hvilke opgaver, I vil tage’. Det er rart at blive mødt med den tillid, men stiller selvfølgelig også nogle krav til ens planlægning.
Har været anderledes end forventet
Generelt set har de begge nydt det første halve år med nye roller på Slottet.
– Det har været rigtig fedt – og anderledes end forventet egentlig. Jeg kan huske, da vi mødte ind til lærernes fællesdag, og folk kom hen og snakkede med én. I starten havde jeg nok den forventning, at man bare med på en ’lytter’ til eksempelvis lærermøder, men dét blev hurtigt gjort til skamme. Det var skønt at blive inddraget og blive spurgt ind til sin holdning om ting, for så føler man sig inkluderet og som ligeværdig med sine kollegaer. Både på introture, på gangen og på lærerværelset, husker Frederik, inden Cecilie supplerer:
– Det var både anderledes end forventet og hårdere end forventet. Især med de mange nye indtryk og de nye arbejdsopgaver, man skal forholde sig til. Omvendt møder vi konstant nogen, der er glade for vores arbejde og får noget ud af det. Det er vist nok noget af det fedeste.
– I starten var jeg også lidt bange for det med, at ens gamle klasse nu ikke var her længere. Jeg var vant til at have alle mine venner og veninder omkring mig, men det viste sig ikke at være et problem overhovedet. Alle har taget så godt imod én, og det har måske overrasket mig lidt, at lærerne slet ikke ‘kiggede skævt’ til én i starten og undrede sig over, hvorfor man lige pludselig sad på lærerværelset.
– Selvom jeg føler, at det er mere ligetil end at gå i skole, fordi der ikke er ukendt stof hele tiden, og nye opgaver, der skal skrives, kan jeg simpelthen stadig være noget så træt, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg tror, det bl.a. handler om de mange indtryk, man suger til sig i løbet af sådan en dag, og om at skulle performe en stor del af tiden, forklarer Frederik.

De glæder sig begge til at skulle læse videre.
God velkomst i den nye rolle
Som nævnt har de begge undervisningstimer, og der kunne man godt foranlediges til at tro, at det har været en spøjs opgave, hvis de har kendt elever fra fx de nuværende 3.g-klasser. Men det har ikke været et problem, slår 4.g’erne fast.
– Jeg kender ikke så mange fra sidste år personligt, så det har været okay. Men det er nu stadig nemmere at have en 1.g-klasse end en 3.g-klasse, siger Cecilie, og både hun og Frederik har oplevet at blive set som en jævnaldrende af elever, som ikke desto mindre respekterer dem og lytter til dem.
– Jeg kan huske, at jeg blev inviteret med til forfest inden fraggelfesten af en af klasserne – men jeg er jo deres lærer. Det skal man lige vænne sig til.
Klar til at videreuddanne sig
Det har de begge gjort, og de er glade for at kunne have et afslappet forhold til eleverne, så de – hvad end de går i 1.g, 2.g eller 3.g – ved, at de altid kan komme til Frederik og Cecilie med spørgsmål, problemer eller udfordringer. Og få et perspektiv fra en, der har siddet med stoffet for ganske kort tid siden:
– Vi kan sige til dem: ’Tag det roligt – det er få, der forstår alting i første hug. Vi har selv været der’. Så ved de, at de ikke er ene om at føle sig fortabte og forvirrede. Vi har også været der som alle andre, siger Frederik.
I sommeren 2019 regner begge 4.g’ere med at skulle læse videre, og der kunne man fristes til at tro, at lærerseminaret måske lokker nu, men …
– Det er sjovt at være ansat på et gymnasium, men jeg tror nærmere, jeg vil ud i erhvervslivet, slår Frederik fast og afslører, at han har planer om at læse finansiering på CBS.
Heller ikke Cecilie går med planer om at blive lærer. I stedet er hendes plan at læse i København – gerne noget inden for kemi og udvikling af medicin – fra sommeren af.
Indtil da nyder vi at have Frederik og Cecilie på skolen – og det samme gør vores elever på tværs af HHX og HTX og de tre årgange.