Traditionen tro, deltog Slottet igen i år til den regionale entreprenørskabsmesse, der til forskel fra de tidligere år, foregik virtuelt. Det satte dog ikke en stopper for Slottets 2 innovationsklasser samt valgfagshold, der bare måtte omstille og tilpasse sig de nye omstændigheder i kølvandet på COVID-19. Eleverne var topklar med deres kreative forretningsidéer, de skulle pitche virtuelt for rutinerede iværksættere og andre ledende erhvervsfolk.
Der blev uddelt point efter bedste forretningsmodel, demonstration af produkt samt ”vejen til målgruppen”, hvilket viste sig at falde til Slottets favør.

6 hold går videre
Der deltog i alt 70 hold, som samlet set svarer til 263 elever, der kommer fra forskellige gymnasier på Sjælland. Slottet blev repræsenteret succesfuldt, da eleverne udviste en formidabel præstation, og hele 6 hold, fordelt mellem de to innovationsklasser og valgfagsholdet, fuld fortjent fik viderekvalificeret sig til det nationale mesterskab, der finder sted i februar. De 6 hold var:
- MedDrones: Frederik Toft, Ithajan, Mikkel fra 3.E, samt Magnus fra 3.D og Christian fra 2.D
- Dist – It: Ella, Frederik Dreyer fra 3.D samt Oliver og Victor fra 2.D
- Caliva: Alberte, Caroline, Liv og Karoline fra 2.C
- Your Time: Marcus, Carl-Emil, Patrick og Adam fra 2.C
- DENIED: Jonathan, August og Tim fra 2.D
- UnifieldKids: Athene, Mille, Mia, Alberte og Mathilde fra 2.E
Solid 1.plads og pengepræmie
Som det ikke var nok, fik drengene fra MedDrones også glorificeret deres store indsats ved at vinde hele konkurrencen og få en flot 1.plads. Dommerne var ikke i tvivl, da de gav topkarakterer til holdets gode idé, pitch og demonstration af produkt. Det udløste også en pengepræmie på 2000 kr.
”Idéen bag MedDrones er, at de vil gøre det nemmere og hurtigere at redde liv. MedDrones sælger pakkeløsninger med én drone, én hjertestarter og en lade/afgangsstation. Dronen er et supplement til hjerteløbere. I stedet for at de skal løbe ud og hente hjertestarteren først og derefter nå ud til destinationen, så flyver dronen til destinationen ved hjælp af den indbyggede GPS. Det bliver således muligt for hjerteløberen at nå frem til personen i nød, hurtigere end tidligere.”
Det var derfor en stor anerkendelse og lettelse for eleverne at blive bekræftet i, at de sidste par måneders hårdt arbejde var det hele værd.
Tilbage stod en fed elevoplevelse og et stolt gymnasium! Tillykke drenge!