Med over 700 mennesker, masser af selvlysende maling, knæklys, hvid tøj og selvfølgelig høj stemning hele vejen rundt blandt de mange skønne unge mennesker blev den sidste gæstefest på Slottet i skoleåret 17/18 endnu en bragende succes (den allersidste fest i år er kun for Slottets egne elever på 3.g’ernes sidste skoledag).

Festudvalget havde da også knoklet dagen lang for at få alt på plads til om aftenen, hvor de hundredevis af feststemte unge stod klar ude foran Slottet og ventede på, at dørene åbnede til rave-festen, hvor der i øvrigt var ganske særligt besøg udefra. Ude af Kontrol kom nemlig og spillede festen op i allerhøjeste gear.

Dansede løs
Men det var heller ikke nogen svær opgave. For hvor end du kiggede hen, så du masser af smil bag de neonmalede ansigter, og der blev danset, så både sved og maling dryppede.

Mens danseriet gik løs i kantinen, var kælderen endnu engang taget i brug og skabte rammen om et hyggeligt loungeområde med kolde øl og vand. Det perfekte tilflugtssted, hvis du lige havde brug for fem minutter uden dans.

I kælderen inviterede flere spilleglade festudvalgsmedlemmer til beerpongkampe i det nye beerpongrum, og ligesom i kantinen kunne gæsterne her vælge at blive malet i festlige farver i bedste rave-stil.

Det var altså kort og godt endnu et brag af en fest på Slottet, hvor eleverne på bedst mulige vis skabte festen med hinanden – på tværs af både uddannelser og årgange.