I starten af august strømmede de nye, spændte og nervøse 1.g’ere ind på Slotshaven Gymnasium med forventningsfulde blikke i øjnene. Blandt dem stod der to elever, som var lidt mere spændte end alle andre – For dem var det nemlig også deres allerførste skoledag i Danmark.

Emilia på 15 år fra Tyskland og Kamil på 16 år fra Thailand kom til Danmark i starten af august, og i de næste 9 måneder skal de bo hos en værtsfamilie og gå i skole på Slotshaven Gymnasium, som en del af Go Scandinavias udvekslingsprogram.

For Slotshaven Gymnasium er det en stor og helt ny oplevelse, da Emilia og Kamil er gymnasiets første udvekslingselever:

”Før sommerferien fik vi at vide, at der ville komme to udvekslingsstuderende til Slotshaven og, at begge elever gerne ville have naturvidenskabelige fag. Derfor skrev vi dem ind i en ny htx-klasse, så de kunne starte på skolen samtidig med de andre nye 1.g’ere. På denne måde tænkte vi, at de nemmere og hurtigere ville finde ind i nogle sociale grupper, da de andre elever heller ikke kendte hinanden på forhånd”, fortæller pædagogisk leder Helle Birch.

Netop denne strategi gav allerede pote den første dag, da både Emilia og Kamil hurtigt fandt ind i hver deres sociale gruppe:

”Det var super godt, at alle vores klassekammerater også var nye elever på Slottet. Det gjorde, at jeg fandt en gruppe med det samme på første dag, hvor jeg bare passede ind og derfor har jeg ikke følt mig alene på noget tidspunkt”, fortæller Emilia König fra Tyskland (oversat fra engelsk).

Et gymnasium med fokus på det internationale
Slotshaven Gymnasium er en skole, der sætter stor pris på det internationale samarbejde, hvilket bl.a. ses på de studierejser og EU-projekter som eleverne og underviserne deltager i og det at have udvekslingsstuderende er med til at understøtte det internationale aspekt:

For de andre elever i klassen betyder det, at de taler en masse engelsk i hverdagen, fordi de er søde til at inkludere Emilia og Kamil, og derudover får de noget kulturforståelse og viden om skolesystemet mm. i de lande, vores udvekslingsstuderende kommer fra”, fortæller Helle Birch.

Det er dog ikke kun de danske elever, der får talt en masse engelsk i timerne og hverdagen. En del af Emilia og Kamils ophold går nemlig også ud på at lære at tale og forstå dansk. Derfor får de private dansktimer, hver gang deres klassekammerater har dansk på skoleskemaet. På den måde får de to udvekslingselever bedre ro til at lære det danske sprog at kende.

Mangel på værtsfamilier
Da Slotshaven Gymnasium besluttede, at de gerne ville have udvekslingsstuderende, stod mange elever i kø til at starte på skolen. Til slut kunne der dog kunne skaffes værtsfamilier til to og derfor måtte de andre elever starte andre steder i landet eller opgive drømmen om at komme til Danmark.

At mange elever gerne vil til Danmark og studere hænger, ifølge vores to udvekslingsstuderende, både sammen med det sociale miljø og det danske klima:

”Jeg ville gerne til et skandinavisk land og selvom, at vejret her er noget koldere end i Bangkok tænkte jeg, at det danske vejr ville være sjovt og spændende at opleve. Samtidig tænkte jeg også, at den danske kultur var væsentlig anderledes end den thailandske og det ville jeg gerne opleve på nært hold”, fortæller Kamil Ratanacharoen fra Thailand (oversat fra engelsk), og Emilia fra Tyskland supplerer:

”Jeg ville også gerne til et nordisk land og da jeg var på ferie i Danmark for to år siden, forelskede jeg mig straks i det danske landskab og havet, der omkranser de mange øer. Derudover elsker jeg den danske befolkning – Både deres humor og deres naturlige gæstfrihed”.

Mangler nye værtsfamilier
På Slotshaven håber de, at nye værtsfamilier vil melde sig, og gerne rigtig hurtigt. Situationen er nemlig den, at både Kamil og Emilia mangler nye værtsfamilier og hvis de ikke bliver fundet snarest, kan de begge blive nødt til at skifte skole. Har du lyst til at hjælpe Kamil eller Emilia med at blive på Slotshaven, eller vil du vide mere om det at være en værtsfamilie kan du se mange flere informationer på Go Scandinavias hjemmeside.

Her kan du også læse om de udvekslingsstuderende, der lige nu har brug for din hjælp til at blive på deres skole, sammen med deres nye venner.

Læs mere om Go Scandinavia her: https://goscandinavia.org/danmark/

For flere informationer kontakt
Pædagogisk leder på Slotshaven Gymnasium
Helle Birch
hbi@slotshaven.dk
tlf: 29 26 22 11

Go Scandinavia
tlf. 70 40 45 44