Mandag 14. januar 2019 gik startskuddet til den første såkaldte Slotsuge på Slotshaven Gymnasium.
Eleverne bestemmer, hvad der skal ske
Det er en ganske særlig uge, hvor al undervisning er fjernet fra skemaerne hos både elever og lærere. I stedet vælger eleverne sig ind på forskellige aktiviteter, som de kan fordybe sig i igennem hele ugen.
Se oversigten for uge 3-aktiviteter
Og det fik eleverne i høj grad gjort! På studieturene udenfor Danmarks grænser drog eleverne således mod destinationer som Malaga og Berlin, mens hundredevis af elever havde fundet praktikpladser til ugen.
Kan være kreative
Tilbage på skolen var der også godt gang i den. Et hold elever stod for udsmykning af skolen og lavede alt fra dekoration af blomsterkasser, skraldespande og stole til at male borde og lave vægbilleder. Andre elever havde musik og drama og brugte uden på at forberede en forestilling, mens rollespilsholdet designede våben og udstyr af både stof og latex.
De mere teknologi-interesserede havde valgt sig ind på holdene ‘Gamedesign’ og ‘3D/VR’, hvor de kunne prøve at lave deres egne spil fra bunden.
Mange af aktiviteterne blev undervejs dækket på den nye hjemmesiden slotsnews.dk, hvor elever i løbet af ugen rapporterede om, hvad der skete på skolen. Det betød interviews, redaktionsmøder, podcasts og meget andet fra mandag til fredag.
Der var også mange elever, som valgte at bruge ugen på fagligt stof med ‘Basis matematik’ og ‘Virksomhedsøkonomi’. Her nød eleverne at have en hel uge, hvor de kunne koncentrere sig om ét fag.
En varieret skoleuge
Generelt er Slotsugen tilrettelagt således, at eleverne selv har stor indflydelse på, hvad de laver. Vil de gerne lære om integralregning i ‘Basis matematik’, får de lov til det. Vil de eksperimentere med lydudstyr hos Slots News, sker det. Og vil de male borde, kan det nemt arrangeres.
Læs om elever i praktik:
- Lea lærer om økonomi og service i Matas
- Laura ny ‘butikschef’ i Vero Moda
- Anida en del af teamet hos Børnehuset Mellemvang
- Matias en tur på Teknologisk Institut
Som Marc Lehmann, Christian Kristensen, Anton Hansen forklarede, mens de var i gang på udsmykningsholdet:
– Vi har helt selv måttet bestemme, hvad vi ville lave. På vores blomsterkasse her er orange på den ene side den gennemgående farve som symbol på Slotshaven. På den anden side har vi malet et tomt rum. I rummet skal der males et bord, en stol og en lampe, som skal symbolisere, at man kan tænke frit.
Netop den frihed til selv at vælge, syntes de tre om.
– Det har været en varierende skoledag uden faste rammer.
Ugen blev afsluttet med manér med opførelse af forestilling af dramaholdet, fernisering og rollespilsfremvisning i kantinen. På den måde kunne eleverne se hinandens flotte arbejde og høre om, hvad ugen var blevet brugt på på de forskellige hold.
Mere end bare det faglige
Udover de faglige og kreative resultater giver Slotsugen også mulighed for, at eleverne kan lære nye kammerater at kende på tværs af uddannelser og årgange.
Eleverne blandes nemlig på holdene og komme derfor potentielt på hold med nogen, de ikke kender. Men det var kun positivt, kunne eleverne rundt omkring berette. De var glade for muligheden for at lære endnu flere at kende på Slottet.