Der er mange ting, vi i disse dage savner ved at have elever på Slottet – en af dem er muligheden for skolemøder i kantinen, allesammen.
Heldigvis kan vi holde dem online, og torsdag 4. marts blev vores andet skolemøde livestreamet direkte ud til vores elever på YouTube.
Læs om første online skolemøde
Livestreamet fra kantinen
Omkring frokosttid sad rektor Katrine, vicerektor Stine samt underviserne Anders og Jørgen G således klar med god afstand på Slottet. Klar til at gennemgå de forskellige punkter på skolemødet, som både var informativt og underholdende.
Indledningsvis var der blandt andet punkter om kommende prøver og eksaminer samt corona-restriktioner, når det er muligt at være tilbage på Slottet igen. Derefter var det tid til et punkt, vi ikke har haft på skolemøderne før – rektorquiz!
Lærte rektor endnu bedre at kende
Her blev elever og lærere klassevis testet i, hvor godt de egentlig kender vores rektor Katrine, og det var ikke de nemmeste spørgsmål, vicerektor Stine havde medbragt i dagens anledning.
Eleverne skulle blandt andet gætte på, hvad Katrine ikke har brugt i løbet af det sidste år med corona af følgende muligheder:
- Gas i sit køkken (= madlavning)
- Sin cykel
- Sit Netflix-abonnement
Vinderen blev 2.b
Efter skolemødet sendte klasserne deres svar til Stine, så vi kunne finde en vinder – og dermed den klasse, der kender rektor bedst.
Og det blev … 2.b! Stort tillykke til dem. De fik som eneste klasse fire rigtige på de fem spørgsmål, men det var tæt løb, for mange klasser havde tre rigtige svar.
Vi glæder os til næste møde
I disse tider er det ekstra skønt at kunne samles om noget på Slottet – hver for sig hjemmefra – og det er de nu virtuelle skolemøder en fremragende mulighed for.
Her kan eleverne melde ind med ting, de gerne vil spørge om eller lave af underholdning til skolemødet (fx en quiz), og vi glæder os allerede nu til at se, hvad punkterne bliver på næste skolemøde, hvor eleverne kan følge med hjemmefra.