En række forskellige HHX-klasser fra Slotshaven Gymnasium har i hele efteråret arbejdet med en case fra Danske Bank, hvor de har undersøgt, hvordan banken bedre kan have fokus på den unge målgruppe.
Det fik Danske Bank en masse ideer til fra de unge, da eleverne præsenterede deres løsningsforslag over for et større antal af Danske Banks chefer ved afslutningen på case-forløbet fredag eftermiddag på Slotshaven Gymnasium.
Fra Danske Bank var Regionsdirektør Sjælland, Torben Stevold, bankdirektør Holbæk, Claus Jørgen Sørensen, Boligchef, Lene Worm, og Børne & Ungechef, Anne Juul Jørgensen.
Ideerne som eleverne på HHX præsenterede var mange, lige fra at de unge skal have mulighed for at designe deres eget bankkort som er lavet af bæredygtigt materiale til en ”no waste” kampagne, hvor man som ung skal have bedre styr på sin økonomi for ikke at gå glip af alle de gode øjeblikke, der er en del af at være ung.
En performance udover kanten
Det var et imponeret dommerpanel, der gik i dialog med eleverne om deres løsningsforslag efter præsentationsrunderne.
Bankfolkene sagde bl.a., at alle grupper havde lavet nogle vanvittigt fede løsninger, og det var sindssygt spændende at høre eleverne fortælle om, hvordan de unge kan opbygge relationer til de unge.
Repræsentanterne fra Danske Bank var særligt betaget af elevernes engagement og drive samt deres performance som var udover kanten, da de præsenterede deres løsningsforslag.
En spændende dialog
Efter den store positive feedback, som eleverne havde fået, blev det tid til spørgsmål fra banken og svar fra eleverne.
Her fik banken uddybende information og input fra eleverne i forhold til deres adfærd og præferencer, når det kommer til økonomi og bankverdenen.
Alt i alt var det et super spændende og lærerigt forløb samt arrangement både for HHX-eleverne samt Danske Bank.