En af de mest festlige dage i løbet af et skoleår på Slotshaven Gymnasium er den traditionsrige sidste skoledag for 3.g’erne. Her klæder både hhx- og htx-eleverne sig ud – gerne i velplanlagte temaer – og spiser morgenmad sammen, inden det store sceneshow med nomineringer og tilbageblik på de tre år på Slottet.

I år blev sidste skoledag holdt 18. maj, og her var eleverne ikke sene til at sætte en nærmest regulær skolefest i gang i kantinen. Først med hyggelig morgenmad og siden med show på scenen foran resten af skolens elever.

Derefter kunne eleverne drage videre ud i Holbæk et par timer, inden de henad aftenen vendte tilbage til Slottet for at holde afskedsfest for 3.g’erne.