Her midt i april har hele Slottet holdt påskeferie – men for i hvert fald Hannah Erichsen, Mathias Hansen, Mathilde Hesselbjerg og Milan Olsen fra 2.x har tankerne også kredset om andet end påskefrokost og timer i solen.
Som gruppe har de nemlig kvalificeret sig til den nationale finale i Science Cup, som løber af stablen torsdag 21. april kl. 12.00-15.00 i Ingeniørforeningens (IDA) konferencesal i København.
Der skal findes en vinder
Her er feltet blevet skåret ned til seks grupper, hvoraf de tre podiepladser skal fordeles. En afslutning på forløbet, som gruppen med det bionedbrydelige bestik ser frem til med både glæde og spænding.

Fra venstre er det: Mathias, Hannah, Mathilde og Milan.
– Vi er stort set klar. Vores PowerPoint er, som den skal være, og vi mangler bare at give produktet lidt sandpapir, lyder det fra firkløveret, da vi fanger dem et par dage før finalen.
Brugbar feedback
Ved semifinalen fik gruppen rigtig god feedback fra dommerpanelet. Den har de kunnet arbejde videre med og på den måde videreudvikle deres produkt – bionedbrydeligt (og dermed bæredygtigt) bestik.
– Materialet er det samme – mælkeprotein, som vi har hældt syre i – og så har vi forsøgt at gøre produktet mere stabilt og pænere. Noget, dommerne blandt andet bed mærke i under semifinalen. Vi har fået god feedback undervejs, fordi vores produkt handler om, at vi løser et konkret problem – med mikroplast og plastik generelt, forklarer Hannah.
– Vi har fundet et reelt problem, og dommerne kunne godt li’ den måde, vi havde fundet problemet på, og vores løsning, fordi det er relevant, uddyber Mathilde.
– Også at vi er gået naturvidenskabeligt til værks, hvor vi har lavet rigtig mange forsøg for at finde ud af, hvad der ville fungere bedst. Vi har testet det løbende — både med at spise med det og teste nedbrydeligheden ved at stikke det ned i jord, siger Hannah.
Mange timer brugt på det
Eleverne har arbejdet med deres produkt siden november og har brugt mange timer både i undervisningen i teknologi og udenfor skolen på at føre deres idé ud i livet.
– Det var egentlig aldrig tanken, at vi skulle helt til finalen. Men det er bare sket, siger Mathias med et grin, inden Hannah supplerer:
— Det er bare sjovt at være med. Hver gang vi gik videre, var det lidt af en overraskelse.
I snakken med de fire elever står det klart, at de har nydt at kunne bruge skolearbejdet i ‘den virkelige verden’. Til at starte med indsendte gruppen deres rapport, som blev udvalgt til semifinalen – som de nu også er gået videre fra. Det er altså gået over al forventning for gruppen, hvis idé ellers startede i det små.
— Det startede med, at vi var i biografen, husker Mathilde.
— Der skulle vi have sodavand og talte om, hvor dårlige papsugerør er. Dem ville vi prøve at lave en erstatning for, og vi arbejdede med forskellige ting i starten. Vi fandt så ud af, at mælkeplastik er det bedste at lave noget af, og så endte det med bestik. Der kunne vi også nemmest lave en fysisk prototype.
Kender formatet
Til finalen skal gruppen egentlig det samme som ved semifinalen: lave en præsentation med en PowerPoint på ca. 10 minutter, hvorpå dommerne kan stille spørgsmål. Og eleverne er glade for, at de nu har erfaring i den disciplin.
— Det er en tryg måde at prøve at fremlægge for en masse mennesker på – også for folk fra industrien, fortæller Hannah.
— Ja, men det er også en smule surrealistisk, at det er foran dommere, og at vi får feedback, ligesom de stiller spørgsmål undervejs. Vi havde nok ikke forventet første gang (i semifinalen), at der ville være så mange mennesker, smiler Mathilde.
— Efter semifinalen tænkte vi: ‘Nå, vi nu stopper det her’. Vi ville bare gerne sende vores idé ind for at få feedback på, hvad vi kunne arbejde videre med, mindes Mathias.
Er helt klar
Ikke desto mindre venter finalen i København nu. Og eleverne er klar. De kender formatet og har justeret PowerPoint og produkt med afsæt i semifinale-dommernes kommentarer.
— Det bliver sjovt at være med til finalen, og vi glæder os, lyder det i kor fra gruppen.
Vi ser frem til at følge gruppen fra sidelinjen, og vi krydser alt for et godt resultat.