Det er ikke bare antallet af elever på Slottet, der er steget stødt de senere år. Aldrig før har skolen haft så mange udvalg som nu. Her i 2020 kan skolen tælle hele 13 af slagsen, foruden Elevrådet. Og de spænder vidt – lige  fra fest og musik til velgørenhed og praktik.

Om man kan lide at organisere fester, events, velgørende eller bæredygtige tiltag, har Slottet et udvalg, som arbejder for netop det. Foruden Slotscafé, skolefester og den månedlige fredagsbar har skolen også udvalg, der står for events, velgørenhed og praktiske tiltag.

Slottets musikudvalg i deres øvelokale i kælderen.

Sportevents indenfor og ude på banen
Når skolen summer af energi efter endt undervisning, er det ikke altid pga. festlige begivenheder. Både sportsudvalget og eventudvalget har vist sig at være uvurderlige for skolens sportsevents, både indenfor og ude på banen.

Uden dem ville hverken idrætsdagen eller LAN-party ikke blive det samme. Og lad os bare være ærlige: Der er ikke noget så godt som en god konkurrence til at få eleverne op af stolen.

Idrætsudvalget i Holbæk Sportsby.

10.000 kr i den gode sags tjeneste
Skolen har flere udvalg, der slår et slag for den gode sag. Vores bæredygtighedsudvalg er et af de nyeste skud på stammen. De har fokus på at skabe bæredygtige løsninger på skolen, ligesom vores teknologi- og designudvalg har fokus på at skabe et sundere indeklima. Og så må vi ikke glemme, at skolens pantudvalg sidste år formåede at indsamle flaskepant fra lærere og elever for 10.000 kr. Pengene gik til Kræftens Bekæmpelse.

Udvalg for det praktiske og sjove i 3.g
Når man er afgangsklasse, er der mange praktiske ting, man skal have styr på. Hue, galla, sidste skoledag mm. Derfor har vores 3’g’ere flere udvalg, der sørger for disse ting. Men bare fordi det omhandler det praktiske, betyder det ikke, at der ikke også er plads til at have det sjovt.

Kort sagt er der mange muligheder for at engagere sig og præge studielivet på skolen. Til dig, der er interesseret i at deltage i et af skolens mange udvalg, er det blot at tage fat i den pågældende kontaktperson. Der findes en liste over disse på forsiden af Lectio.

Skolebladsudvalget anno 2020.

Udvalgsoversigt

  • 3g udvalg
  • Bæredygtighedsudvalget
  • Eventudvalg
  • Festudvalg
  • Fredagsbarudvalg
  • Gallaudvalg
  • Hueudvalg
  • Musikudvalget
  • Pantudvalg
  • Operations Dagsværk
  • Skolebladet
  • Teknologi- og designudvalget
  • Sportsudvalget