Da årets første Slotscafé løb af stablen fredag 13. september, fik de cirka 80 gæster musik for alle pengene. Bogstaveligt talt.

Lærerbandet optrådte som de første med tre numre – Viva la vida af Coldplay, Flying af Nice Little Penguins, og så sluttede de af med Undantag af Bo Kaspers Orkester. Det var lærerne Andreas Kristiansen, Jane, Katrine Rostgaard og Camilla Ulriksen, som satte gang i festen med deres musik – og så fulgte eleverne ellers trop på bedste vis.

Rap i stærk stil
Bagefter rappede Benjamin Egeberg fra 3.f nemlig, og det var et af aftenens absolutte højdepunkter.

Publikum var helt vilde og råbte efter ekstranummer allerede efter hans første rap – så Benjamin rappede selvfølgelig et nummer mere. Benjamin skriver og opfører sine egne numre, og det var første gang, han optrådte for et større publikum.

– Benjamin tog pusten fra alle og leverede aftenens højdepunkt, fortæller Camilla Ulriksen, der er ansvarlig for Slotscafeen. Mon ikke vi alle kan glæde os til endnu mere rap fra Benjamin til de kommende Slotscafeer? Vi håber!

Tag mikrofonen
Efter Benjamins rap kom turen til karaoke, hvor mikrofonerne var åbne – og der blev blandt andet sunget klassikere som Den knaldrøde gummibåd, Barbie Girl og September. Lærerene sang også – endda rektor var på scenen og sang med de lærere, der var til stede.

Aftenen blev sluttet af med endnu en optræden – udelukkende guitar og sang med et Dizzy Mizz Lizzy-nummer. En forrygende måde at slutte en forrygende aften af på.

Musikudvalget er udvidet gevaldigt i år, og der er kommet mange 1.g’ere med. Så der skal lyde en stor tak til de fire elever fra fredagsbaren og de 14 elever fra musikudvalget, som gjorde et stort stykke arbejde og præsterede at rydde op på blot 20 minutter! Det gjorde kun aftenen endnu bedre!