I disse dage, hvor den danske befolkning er i fuld gang med at blive vaccineret mod corona, havde Region Sjælland arrangeret et pop up-vaccinested på Slotshaven Gymnasium torsdag 12. august. Med deltagelse af direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm kunne skolens gymnasieelever, EUD-elever fra EUC Nordvestsjælland, og hvem der ellers havde lyst i øvrigt, således få første eller andet stik med Pfizer- eller Moderna-vaccinen.

Rundvisning og spørgsmål
Men inden vaccinationerne gik i gang, blev Søren Brostrøm budt velkommen af blandt andre direktør for EUC Nordvestsjælland Steffen Lund og Slotshaven rektor Stine Frydendahl Larsen og fik en rundvisning på skolen af og HHX-eleven Cecilie fra 3.a, som senere skulle blive dagens første elev til at få vaccinestikket på Slottet.

På turen rundt på skolen fik Sundhedsstyrelsens direktør mulighed for at stikke hovedet ind hos et par klasser, og både der og senere i Nordsalen, hvor vaccinationerne fandt sted, var elevernes spørgsmål mange og varierede – lige fra hvad Brostrøm selv fik i matematik i gymnasietiden over de langsigtede følgevirkninger af at få corona-vaccinen til vigtigheden af, at mange danskere bliver vaccineret.

– Vi ligger på en europæisk førsteplads over, hvor stor en andel af befolkningen, der bliver vaccineret – også blandt de unge. Det er jeg glad for, da vaccination er vejen frem, lød det blandt andet fra SST-direktøren.

Elever vaccineret i Nordsalen
Efter spørgsmålene var det tid til det, det hele handlede om: at vaccinere. Regionen havde opstillet to stationer op, hvor Brostrøm tog plads ved den ene og gjorde sig klar til at vaccinere eleverne fra EUC Nordvestsjælland og Slotshaven Gymnasium.

Den første var som nævnt Cecilie fra 3.a, som tog det med godt humør, mens tv- og radiohold fra DR og TV2 fulgte med fra sidelinjen med snurrende kameraer og dokumenterede besøget af et pop-up-vaccinested på Slotshaven i Holbæk. Derefter kunne hun sætte sig i venteområdet i de godt 15 minutter, den slags varer, mens den ene elev efter den anden blev vaccineret – både af Brostrøm og medarbejderne fra regionen.