Mandag 28. januar 2019 åbnede vi dørene på Slotshaven Gymnasium til årets første orienteringsaften. Her brugte de omkring 300 besøgende unge og forældre aftenen fra 19-21 på at høre om HHX, HTX og EUX samt om alle de muligheder og oplevelser, en uddannelse på Slottet. Og nå ja, så kunne de også gå rundt og snuse til Slottet, snakke med elever om både det faglige og sociale og se eksempler på, hvad man laver på især HHX og HTX.

Fælles velkomst
Aftenen startede med fælles velkomst ved rektor Malene Grandjean, som med sig på den opstillede scene i kantinen havde elever fra de tre uddannelser, de besøgende kunne høre om.

Eleverne stod nemlig klar til at fortælle de lyttende stolerækker af unge og forældre om, hvordan det er at tage en uddannelse på Slotshaven Gymnasium.

Vigga fra 1.S var den første til at fortælle om sit valg af HTX:

– Da jeg sad her for ét år siden, var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt det var HHX eller HTX, jeg skulle på. Og det var først, da jeg kom op på forsøgsgangen (øvre etage på Slottet, hvor især HTX’erne holder til i laboratorierne), at jeg blev sikker på, det skulle være HTX for mig.

Fra elev til elev
Også Mille fra 3.A endte på Slotshaven efter at have været i tvivl:

– Dengang jeg var på vej ud af 9. klasse, var jeg også i tvivl. Men da jeg var til orienteringsaften i sin tid, syntes jeg bare, at virksomhedsøkonomi og afsætning virkede virkelig spændende – og bare generelt de nye fag, man har på HHX.

Efter den fælles introduktion i kantinen var det tid til, at de besøgende kunne summe lidt rundt og opleve skolen på egen hånd. Enten på de guidede elevtours eller ved selv at gå på jagt overalt på skolen – kælderen, øverste etage, Innolab, Nordsalen, VR Lab, værkstederne osv. osv.

Mange til at opleve
Det var her, de kunne opleve uddannelser og fx høre om studieturene til Kina, om studieretningerne som eksempelvis International Business og Biotek, se forsøg i laboratoriet, prøve virtual reality, tjekke musikfaciliteterne ud, høre om den særlige Slotsuge – og meget, meget mere.

Og her var det skønt at opleve nysgerrigheden hos både unge og forældre, der spurgte ind og ville høre, mens de stod med Slotshaven-folderen i hånden. Mange tak for besøget til alle jer, der var forbi.

Hvad end de unge besøgende er sikre på, hvad de vil, eller måske stadig er lidt i tvivl, kunne de få en forsmag på HHX og HTX til orienteringsaftenen, hvor snakken gik med eleverne, der fortalte løs om alt fra afleveringer og fagligt miljø til fester, fredagsbarer og skoleudvalg. Det hele blev vendt, så de unge kan træffe et godt og sikkert valg, når de skal videre efter folkeskolen. Og ende på den rigtige uddannelse.