– Vi er alle online tilgængelige.

Det var ordene Thomas Sloth, CEO og marketingsansvarlig for virksomheden i-Strategi, lagde ud med, da han var på besøg på Slotshaven Gymnasium for at berige os elever med et spændende oplæg om online marketing.

Det hele startede med en god idé
Sloth, som har en baggrund som både mejerist, bibliotekar og lærer, besluttede tilbage i 2006 sammen med sin kone at etablere webshoppen www.nemmegaver.dk. Selvom de begge dengang var uerfarne iværksættere, var der dog intet, der holdt dem tilbage i stiftelsen af virksomheden, der senere viste sig at blive en succes.

Idéen bag virksomheden var simpel; det skulle være nemt at styre og markedsføre gennem digitale platforme uden at være afhængig af en fysisk butik, da tid i det senmoderne samfund er en mangelvare. Selvom de i starten stødte på en række udfordringer – såsom manglende trafik og eksponering til og fra webshoppen grundet lave rankings og klikrater via Google – opdagede Thomas Sloth straks, at der var et stigende behov for online optimering. Dette blev således startsskuddet til, at Sloth og hans kone i 2010 solgte den vækstende webshop til fordel for etablering af virksomheden i-Strategi, der i dag er garant for online markedsføring.

Google – en oplagt salgskanal
Online markedsføring er mange ting, hvorunder særligt Google er et vigtigt redskab at beherske, hvis virksomheder, ifølge Thomas Sloth, ønsker at opnå en succesfuld branding og konvertering. For som Sloth sagde:

– Vi er afhængige af at søge på internettet, inden han uddybede og påpegede, at vores onlineadfærd typisk udspringer af ønsket om at indfri et behov, en viden, en interesse eller en overvejelse.

Så som et svar på,  hvorfor man bør arbejde med online marketing, er det på online kanaler, vi efterlader digitale spor, som virksomheder kan bruge til at identificere og udvælge segmenter samt målrette deres marketingmix efter, mener Thomas Sloth. Selvom platforme som Google AdWords, Google Shopping samt Google Analytics i starten kan være komplicerede at anvende, er de absolut effektive til at tiltrække kunder, hvorfor det næsten er meningsløst ikke at investere tid og penge i dem – særligt for startups.

Gode råd med hjem
Mere konkret blev det også, da Thomas Sloth sluttede det lærerige foredrag af med Kast jer ud i det og giv den gas!” med henvisning til tre opsamlende og vigtige pointer om online marketing:

  1. Start med et godt fundament: En god software og de rette kompetencer er vigtige ved etablering af en ny virksomhed
  2. Udnyt internettets markedsføringskanaler: Brug annoncer, bannere, sociale medier, videoannoncer og de rigtige søgeord til at skabe trafik og konvertering
  3. Udforsk søgemaskinen Google: Platformen besidder en lang række effektive funktioner, der giver indsigt i kunders adfærd og ageren

Artiklen er skrevet af: Emine Uslu, Kathrine Nymark Eriksen & Louise Schou fra 2.d (International Business & Design)