Elever fik aha-oplevelse: Tang i tandpasta?

Hvor mange har spist tang? Hvor mange børster tænder? 

Det var de helt centrale spørgsmål, Simon Weber, tidligere HTX-elev fra Slottet og nu ejer af Dansk Tang, lagde ud med, da han var på besøg på Slotshaven Gymnasium på en solrig men kold vinterdag for at snakke om sit virksomhedseventyr.

Eleverne var forundrede og måske endda en smule fortumlede over spørgsmålene, som hverken gav mening eller kunne ses i en sammenhæng i starten. Og selvom nogle få elever fra 2.c og 2.z havde smagt tang før, børstede de jo alle tænder dagligt - endda både morgen og aften. Det var derfor svært for både de fremmødte elever og lærerw at se den tydelige forbindelse mellem tang og tandbørstning.

I hvert fad lige indtil Simon slog en stor latter op og fortalte, at tang bruges i den tandpasta, vi alle bruger, når vi børster tænder. Med andre ord: Vi indtager alle tang - og de fleste af os hver eneste dag.

Det var blot den første aha-oplevelse, eleverne fik i mødet med Simon Weber.

- Det er ret beskedent, hvad vi egentlig ved om tang, indledte iværksætteren.

Det er i høj grad kun tangentusiaster, der kan nikke genkendende til, at havets grøntsag er beriget med omega 3, antioxidanter, vitaminer og mineraler. En sand helsecocktail.

tang1

Leverandør til danske Michelin-restauranter
Dansk Tang, der er ejet af Rasmus Friis Sørensen, Simon Weber og Claus Marcussen, producerer spisetang, som er høstet langs Odsherreds kyster - og altså ikke langt fra Slottet i Holbæk.

De tre partnere, som blankt erkender, at de i starten intet vidste om hverken produktion, marketing eller salg, måtte række ud efter både deres nære og fjerne netværk for at komme i gang. 

- Vi anede ikke noget om det i starten af 2016. Vi vidste ikke noget om tang, mad eller om, hvordan du kommer ud i butikken, forklarede Simon og fortsatte:

- Vi indså, at der var mange, som var meget klogere end os, og derfor kontaktede vi vores nære og fjerne netværk. Netværk har derfor haft en meget stor betydning for vores udvikling. Vi skulle ud og hente de rigtige tilladelser til at høste og sælge, som vi heller ikke vidste noget om.

En støt stigende interesse
Udrulningen og interessen for produktet begyndte så småt i 2017, da virksomheden oplevede stor medieomtale og interesse fra investorer. Derefter begyndte de tre partnere og venner at identificere og kortlægge de butikker, der kunne være interesserede i deres produkter - og dem kørte de efterfølgende ud til med smagsprøver.

Samme model blev brugt på Fyn og Jylland, og det resulterede i en succesrate på 80%, hvilket ifølge Simon var en tydelig indikation på, at de havde skabt et stærkt og succesfuldt produkt.

tang3

Men det var først, da de en dag fik et opkald fra Noma, at de indså, at der er stort marked indenfor frisk tang. 

- Noma siger man ikke nej til, kom det fra en meget tydelig Simon, der påpegede, at det var herefter, at markedet viste sig at være stort.

Nomas opringning gav en dominoeffekt, da flere Michelin-restauranter pludselig fik øjnene op for frisk tang, og det gav trekløveret bag Dansk Tang masser af vind i sejlene.

- Det betyder meget for os og vores markedsføringspotentiale at være leverandør til Michelin-restauranter, pointerede Simon under sit besøg på Slottet.

Et sandt tang-mekka
Udover at være leverandør til 50% af de danske Michelin-restauranter leverer Dank Tang også til cateringbutikker, specialbutikker samt til kost- og helsebutikker, hvor tør tang har en gram pris på op imod 2 kr. 

- Tang er ikke bare det, der ligger i bunden af havet og lugter. Der findes mange forskellige typer, slog Simon fast, inden han åbnede den store flamingokasse, han havde med, foran de lyttende elever.

tang2

Med sig havde Simon medbragt en række produkter og tørret såvel som friske tang. Eleverne fik da også aktiveret deres sanser, da de fik lov til at se, føle, lugte og smage på de forskellige produkter, der omfatter alt lige fra tørret tang i poser til brug i supper, salater og andet bagning til friske og slimede tangarter, der anvendes af restauranter som bl.a. Noma til anretninger af forskellige delikatesser. 

Simon pegede specielt på ét produkt som særligt mærkværdigt og som en central milepæl i deres udvikling. En øl brygget af sukkertang. 

- Det var først, da øllen kom på banen, at mænd blev mere åbne for at prøve tangprodukter. Kvinder har altid været villige til at prøve noget nyt. Samtidig findes tang også i kost- og helse butikker, uddybbede Simon og konstaterede samtidig, at det især har været svært at ramme mænd, som ikke er kokke, med tangprodukter. 

Simon rundede det berigende foredrag af ved at fremhæve, at tang, udover at være rig på sundhed, også er en vegansk samt bæredygtig høst- og fødevare.