700 elever kræver noget mere af Slottet – også når det kommer til kantinen. Derfor har studievejleder Hanne Skovgaard Larsen spurgt nogle elever, om de kunne tænke sig at give en hjælpende hånd med at ekspedere de mange søde elever i kantinen i pausen. Det har flere unge damer sagt ja tak til – heriblandt Fransiska fra 2.d og Laura fra 2.a på HHX.

Første dag i kantinen
Onsdag 12. september havde de første dag i kantinen, og de to elever nød tjansen.
– Det var rigtig sjovt og meget nemt at betjene kassen, forklarede Laura blandt andet.
Laura har i forvejen erfaring med detail branchen, idet hun har haft fritidsjob i Super Brugsen i Jyderup, og derfor faldt hun hurtigt til rette i kantinen.
– Jeg synes, Slottet er så godt et gymnasium, at jeg ikke har noget imod at yde en ekstra arbejdsindsats, som kan komme andre til gode. Vi får nemlig ikke løn, men jeg får en masse snak og smil, og det er næsten det samme.
Kantineleder Linda er meget glad for, at eleverne har lyst til at være en del af kantinen. Og hun synes, det er flot, at de unge har lyst til at arbejde gratis. Dvs. helt gratis er det ikke, da de unge får lidt mad for deres arbejdsindsats.

Hvad kan man købe i kantinen?
Det er mange forskellige ting, Fransiska og Laura nu er med til at lange over disken i kantinen på Slottet, når eleverne både er forbi i den tidlige pause og ved frokosttid.
Der sælges en daglig varm ret, der er salatbar, sandwiches, boller, frugt, mange forskellige drikkevarer, lidt sødt – hvis du skulle gå sukkerkold – og meget andet. Hver uge kan du læse på glasvæggen ved kantinen, hvad dagens ret består i. Eller du kan følge med på Slotshavens Facebook-side og se kantinens dejlige udvalg her.