Det var med vemod, at vi med årets dimission kunne se vores tre 4.g’ere Helena, Thor og Simon drage videre ud i livet. Samtidig vidste vi, at de ville blive erstattet med manér til det nye skoleår.
Her bliver vores nye 4.g’ere nemlig Toke Arnfelt (tidl. 3.x) og Fruzsina Nagy (tidl. 3.a), som netop er blevet studenter fra henholdsvis HTX og HHX og 1. august tager hul på et sabbatår på Slotshaven.
En del af lærerstaben
Det bliver selvfølgelig noget nyt for de to unge mennesker, der startede på Slottet i 2019, og som elever har haft en fast hverdag på skolen lige siden. Hverdagen på skolen fortsætter de med — nu bare som en fast del af lærerstaben.
Og det glæder de sig til, slår de fast, da vi fanger dem et par dage efter årets dimission, hvor deres studentertid kulminerede, og de var afsted på den traditionsrige vogntur.
Et år mere med stærkt sammenhold
— Der er et rigtig godt sammenhold her på Slottet, så det ville jeg gerne være en del af et år mere, indleder Fruzsina.
— Jeg ville finde et job til mit sabbatår, og siden jeg kan li’ at hjælpe folk, var det oplagt at blive 4.g’er, supplerer Toke.
Det var altså lige til for de to elever at søge stillingerne som 4.g’ere. Først og fremmest fordi de brænder for at hjælpe andre og give deres viden fra gymnasiet videre til de yngre årgange.
— Jeg kan bare godt li’ at hjælpe, når nogle kommer og spørger om ting — det er dejligt at opfriske viden på den måde. Da jeg var elev på skolen, hjalp jeg fx til ved nogle SO-forløb som vejleder, lyder det fra Fruzsina, inden Toke fortæller, at han har hjulpet folk i privat regi med det faglige tidligere.

Efter en velfortjent sommerferie indtager de to nye 4.g’ere Slottet på ny.
Hjælper til både fagligt og socialt
Som 4.g’ere skal de to hjælpe de tre årgange på Slottet både fagligt og socialt, og der er det afgørende, at de kan supplere hinanden, når det kommer til fagene. Og dét kan de.
— Jeg er meget på matematik og fysik, hvor jeg glæder mig til at lære fra mig, siger Toke med sikker mine, inden Fruzsina tilføjer:
— Matematik kan jeg også, og så ellers sprogfagene som spansk, hvor der sandsynligvis er brug for ekstra støtte. Og det havde jeg på A-niveau.
Udover det faglige er det især stemningen, der gjorde, at Toke og Fruzsina så gerne ville være 4.g’ere.
— Det er altid dejligt at møde nogle nye mennesker. Jeg har også været tutor hvert år, og det er virkelig hyggeligt at hjælpe de nye elever både fagligt og socialt, siger Fruzsina.
Sommerferie først
Nu er de to 4.g’ere taget på sommerferie, hvor de kan slappe helt af, inden de fra august bliver en del af lærerværelset på skolen. Noget, de glæder sig til.
— Man har jo snakket fint med lærerne, og de har altid behandlet os som ligeværdige og en form for sparringspartnere fremover elever. Så det bliver bare spændende at blive en del af lærerværelset, afslutter de to 4.g’ere med et smil.
Den nye årgang starter på Slottet mandag 8. august, og her vil både vores tutorteam, 4.g’ere, lærere og øvrige personale stå klar til at give 1.g’erne den bedst mulige start.