Vores tidligere rektor Malene Grandjean skal fra skoleåret 2019/20 være gymnasiedirektør for EUC Nordvestsjælland, og nu har vi fundet en uhyre dygtig profil til at træde i Malenes fodspor på Slotshaven Gymnasium.

Har undervist i gymnasiet
Skolens nye rektor bliver således 38-årige Katrine Juul, der kommer fra et job som lektor på Nordsjællands Grundskole & Gymnasium og har rig erfaring fra gymnasieverdenen og uddannelsessektoren generelt.

Særligt HTX har hun erfaring med som underviser:

– Jeg har undervist i matematik, informationsteknologi (IT) og programmering, forklarer Katrine, som også har taget en masteruddannelse i gymnasieledelse.

– Og det er det, jeg gerne vil – arbejde med ledelse, slår den nye rektor fast.

Den positive udvikling skal fortsættes
Derfor glæder hun sig også ekstremt meget til at komme i gang som rektor på Slotshaven Gymnasium, som hun kommer til at stå i spidsen for fra august af, hvor flere hundrede elever starter i 1.g.

– Det er fascinerende, hvor meget der er sket de sidste par år, og det virker til, at gymnasiet følger virkelig meget med tiden og har gang i nogle fede projekter.

– Her bliver min opgave at holde fast i de ting, der fungerer godt, og så bidrage med det, jeg kan – så skolen fortsat kan udvikle sig i en positiv retning.

– Jeg glæder mig vildt meget til at komme i gang og møde alle medarbejderne og eleverne.

Gode rammer er afgørende
Netop arbejdet med at sætte kursen for Slotshaven og sørge for gode forhold for både elever og lærere er vigtigt for Katrine.

– Det bliver en anden relation til eleverne, end hvad jeg har været vant til tidligere, men det bliver bare spændende at være med til at sætte de gode rammer, så både lærere og elever kan opleve den bedst mulige undervisning, slår hun fast og forklarer samtidig, at det er vigtigt for hende, at hendes dør står åben, og eleverne altid kan komme til hende – også under de såkaldte rektortimer.

På Slotshaven Gymnasium ønsker vi stort stort velkommen til Katrine, som starter helt op i august, hvor både elever og undervisere vender tilbage fra ferie. 

Læs Nordvestnyts nyhed om Katrine Juul som ny rektor