Som følge af den nylige fusion mellem EUC Nordvestsjælland og Odsherreds Gymnasium er Niels-Peter Babalola Andersson blevet rektor for Slotshaven Gymnasium og gymnasiedirektør for hvad der nu hedder Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.

Brænder for pædagogik og ledelse
I over 20 år har Niels-Peter Babalola Andersson taget turen til Åstoftevej i Asnæs. Her ligger nemlig Odsherreds Gymnasium, hvor han har haft mange forskellige roller i årenes løb. Senest som rektor fra august 2017 og frem.
− På Odsherreds Gymnasium startede jeg som underviser i idræt og historie, men uanset hvilken rolle jeg har haft, har jeg brændt for det pædagogiske og undervisningsmæssige arbejde. Med årene har jeg så bare interesseret mig for ledelsesdelen også, indleder Niels-Peter, som har en cand.mag. i netop de to nævnte fag og en master i gymnasieledelse. Den interesse har han dyrket siden 2005, hvor han blev pædagogisk leder, og nu kan han fortsætte den sin nye stilling som henholdsvis rektor for Slotshaven Gymnasium og gymnasiedirektør på Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser. Her får han det overordnede ansvar for institutionens gymnasieuddannelser, samtidig med han dagligt skal arbejde med HHX og HTX på Slotshaven.
− Jeg kommer fra et sted (red. Odsherreds Gymnasium), hvor der er en kæmpe holdånd, og hvor der er en stor dedikation fra medarbejderne, og det oplever jeg også her på Slotshaven, hvor lærerne også rigtig gerne vil stedet, lyder det fra Niels-Peter, inden han fortsætter:
− Samtidig er det en helt anden opgave her på Slottet – både fordi det er et større sted med to andre uddannelser, og fordi det ligger centralt herinde i Holbæk. Men jeg glæder mig til opgaven, og jeg har fået en god start, selvom det hele stadig er meget nyt.

Spændt på nye opgaver
HHX har Niels-Peter lidt erfaring med, da den uddannelse nu kan tages på Odsherreds Gymnasium, men HTX er helt nyt land for ham. Ikke at det skræmmer ham det mindste, for han ser bare frem til at gå i dybden med de meget erhvervsrettede ungdomsuddannelser:
− På de to uddannelser er der et tæt bånd til erhvervslivet og verden omkring os. På HHX med fag som virksomhedsøkonomi og innovation, og på HTX med undervisning, hvor eleverne får stærke tekniske kompetencer indenfor bæredygtighed og grøn omstilling. I den sammenhæng er samarbejdet med eksterne partnere vigtigt, og jeg glæder mig til at være med til at knytte vores uddannelser til det omkringliggende samfund, hvor vores elever skal ud og suge viden og erfaringer til sig.
I den forbindelse er en ting afgørende:
− I bund og grund handler det om, at vores elever skal være stolte over at gå her, og at de får en uddannelse, der emmer af kvalitet – det arbejde er allerede i fuld gang og har været det længe, og jeg kan ikke vente med at bidrage til det. Både som rektor og som gymnasiedirektør, hvor vi med fusionen kan styrke det lokale uddannelsestilbud endnu mere, afslutter Niels-Peter.