Det var fredag efter påskeferien, solen stod højt på himlen, og på skemaet for 2.c og 3.c (innovationsklasserne) stod der tur til København med er par forskellige stop. Det første var Nørrebro og et spændende virksomhedsbesøg hos Istid i Jægersborgsgade.
Her laver de to iværksættere Anniken Sand og Nina Victoria Berg Saroori økologisk is med nitrogen uden tilsætningsstoffer på under ét minut.
Det måtte både undervisere og elever smage, så de fik alle en drøm af en is med en himmelsk cremet smag. Og som om det ikke var nok i sig selv: Isen blev nydt i den lige så himmelske sol i gaden, hvor det nærmest ikke var til at høre eleverne, mens de nød den skønne is.
Istid på fire år
Efterfølgende hørte eleverne butikkens ejere fortælle den spændende historie bag virksomheden Istid. En historie, der tog sin begyndelse i 2014.
Anniken og Nina havde længe snakket om, at de gerne ville arbejde med noget mere praktisk. På det tidspunkt arbejdede de begge med undervisning i entrepenørskab og brugte det meste af deres tid på kontoret. En dag i 2014 fortalte Anniken Nina om en idé, hun havde fået på en af sine rejser til USA.
Derovre havde hun set, hvordan de laver en ikke helt almindelig is. En is, hvor du bruger flydende nitrogen til at fryse ismassen. Hun præsenterede ideen for Nina, som straks var med på den.
Og så kom deres første job ellers hurtigt i stand:
– Nina ringede til sit tidligere arbejde, som skulle have en natcabaret ugen efter, og spurgte, om vi måtte komme. Det var, før vi vidste, hvad nitrogen var, og før, vi nogensinde havde prøvet at lave is. Og så sagde de ja. Så vi havde altså én uge til at lære at lave is og finde ud af, hvor man køber nitrogen, fortalte Anniken om starten, som stadig står lysende klart i de to iværksætteres hukommelse her fire år efter.
Efter den første lille succes fik de blod på tanden og skrev rundt til en række festivaler – heriblandt Aarhus Filmfestival og Trailerpark Festival. Her sagde alle ja til, at de måtte komme og sælge is. Og pludselig var de booket hele sommeren og arbejdede på fuldtid med Istid.
Next stop: Løvens Hule
I januar 2015 besluttede Anniken og Nina sig for at sige deres jobs op. Nu ville de gå all-in på Istid og fokusere 100% af deres tid der.
Via en Kickstarter-kampagne fik de rejst 70.000 kroner, som de brugte til at bygge et køkken i deres nyfundne lille lokale i Jægersborggade på Nørrebro. Jep, der, hvor deres butik stadig ligger den dag i dag. Og hvor 2.c og 3.c nød den særlige is i april 2018.
Nå, tilbage til Istids historie. I foråret 2016 var de med i det populære DR-program Løvens Hule, hvor de fik det økonomiske skub, som de manglede for at kunne udvide, da både Tommy Ahlers og Christian Stadil investerede i deres idé – og i dem. Og senere åbnede Anniken og Nina således deres anden butik i Water Front i Hellerup.
Erhvervskonferencen FutureDay
Slotshavens elever fik altså en utrolig spændende start på turen til København, hvor de fik set et levende bevis på, hvordan du kan innovere og gå iværksætter-vejen. Noget, de også lærer om om i det daglige på HHX.
Efter besøget hos Istid tog elever og undervisere benene på nakken og drog mod Imperial på Frederiksberg. Her var de nemlig blevet inviteret til at deltage i en stor erhvervskonference arrangeret af JCI i København.
Her talte direktører og topledere fra det danske erhvervsliv om, hvordan fremtidens arbejdsmarked vil komme til at se ud, og om, hvilke kompetencer de unge får brug for.
Den første, som indtog scenen, var den kun 19-årige Harry McCann, som allerede har grundlagt flere virksomheder. Herunder KiDTech – en virksomhed dedikeret til at lære unge at kode. Harry McCann sidder også i bestyrelsen hos Clane Project Centre, og han har oprettet det første Digital Youth Council i verden og har talt ved over 200 konferencer og arrangementer rundt om i verden. Blandt andet med talks ved TEDx, som eleverne på Slottet kender fra innovationsundervisningen på skolen.
CEO for Microsoft Danmark
Herefter kom Marianne Steensen på scenen.
Hun er CEO for Microsoft Danmark og havde før Microsoft en meget spændende karriere hos Codan Forsikring og TDC, og hun startede sin karriere som business analyst hos Accenture.
Ud over arbejdet hos Microsoft sidder hun i en række bestyrelser, og hun er medlem af Disruptionrådet, der blev nedsat af Statsministeriet i maj 2017. Marianne gav en motiverende og inspirerende fortælling om sin egen vej til succes.
– Det er aldrig målet, som er interessant – det er vejen derhen, som former dig fagligt og personligt, var en af hendes pointer.
Fremtidens arbejdsmarked
Slutteligt kom Allan Polack fra PFA og Claus Kjeldsen fra Instituttet for Fremtidsforskning.
De har begge forsket i fremtidens arbejdsmarked og er begge fortalere for forretningsmodeller med et meget større globalt fokus, hvor du ikke er begrænset af tid og afstand.
Et af deres vigtigste budskaber var, at vi i fremtiden får et arbejdsmarked, hvor det er slut med at få et guldur efter 50 års tro tjeneste. Så en væsentlig kompetence i fremtidens arbejdsmarked er omstillingsparathed og evnen til at begynde på nye udfordringer.
Og med de disse ord sluttede en fantastisk spændende konference med gratis popcorn og Red Bull, så der var energi nok til at komme hjem til Slotshaven Gymnasium i Holbæk med mange spændende indtryk og stof til eftertanke.