Tirsdag 15. november var en særlig dag på Slotshaven Gymnasium – Både for rektor Brian Juul og for Nathasja Rasmussen, der til dagligt går i 3.b på Slottet.
Nathasja var nemlig ”rektor for en dag”, hvilket betød, at hun skulle følge i Brians fodspor hele dagen, hvilket både gav hende en masse indsigt og oplevelser til fremtiden.
Arbejdsdagen startede tidligt, da 40 lokale erhvervsledere fra HBizz-ledelsesnetværket var på besøg på Slotshaven, for at høre om de mange muligheder, et samarbejde mellem gymnasiet og erhvervslivet kan tilbyde. Til mødet skulle Nathasja præsentere Slottet for alle de fremmødte, hvilket hun klarede til UG.
”Jeg var overrasket over at mærke, hvor åbne erhvervslederne var for at samarbejde og være tæt på uddannelserne og Slotshaven”, fortæller Nathasja Rasmussen om morgenens netværksmøde.
Efter morgenens møde fik Nathasja lov til at mærke spændvidden i rektor-jobbet, da man både taler med elever, præsenterer for forskellige netværk, holder møder med mulige samarbejdspartnere om bl.a. studierejser, holder pr-møder med de kommunikationsansvarlige, svarer på mails og viser inviterede gæster rundt.

Fotograf: Laila Versemann, Versemann Photographic

Fotograf: Laila Versemann, Versemann Photographic
På Nathasjas rektordag var det en helt særlig gæst, der blev vist rundt på Slotshaven, nemlig Holbæks Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen. Borgmesteren var inviteret på rundtur for at møde nogle af Slottets dygtige elever, der bl.a. fortalte om bionedbrydeligt engangsbestik, innovation og VR læringsspil om solsystemet og derudover blev der skabt en god samtale med Slottets HHX-elever om, hvordan de kan hjælpe kommunen med bl.a. markedsføringsideer.
Et af Slottets nye tiltag blev også indviet af både Brian Juul og dagens rektor Nathasja, nemlig den nye slotsvæg, hvor elever, der har udmærket sig på den ene eller anden måde – både bogligt, men også personligt – kommer til at hænge i en ramme i en stor cirkel. Hele slotsvæggen symboliserer det sammenhold og den sammenhørighed, der hersker på Slottet og det viser også gymnasiets nøgleord, nemlig ”fællesskab, uddannelse, nærvær og oplevelser”.


Hele dagen gav Nathasja en masse inputs, som hun kan tage med i sit uddannelsesforløb og sin fremtidige karriere:
”Det var en sjov dag, men også en dag, hvor jeg skulle lytte rigtig meget. Men jeg synes det er spændende at være så tæt på ledelsen, især fordi jeg gerne vil være politiker i EU. En som taler de unges sag i EU, det er min helt store drøm”, fortæller Nathasja Rasmussen.
Rektor for én dag konceptet:
På Slottet er der kort vej fra elev til undervisere og ledelse. Derfor kan eleverne på gymnasiet søge om at blive rektor for én dag. Her får de lov til at følge rektor Brian Juul en hel dag og prøve på egen krop, hvad det vil sige at være rektor på et gymnasium.

