I disse dage bliver der pustet kraftigt til iværksætterdrømmen hos HHX-eleven Mathilde de Boer fra 3.C på Slotshaven Gymnasium.
Mathilde og hendes søster Laura har nemlig vundet ungekulturprisen i Odsherred Kommune, som hvert år nominerer og kårer lokale unge for deres iværksættertiltag.
Der er stor anerkendelse og ære i at blive nomineret til prisen og selvsagt endnu mere i at ende med at vinde den. Det er nemlig kun tre projekter, der i sidste ende udvælges og bedømmes af en jury, som består af private erhvervsdrivende og kommunale ansatte.
Udover æren er der også en præmie på 33.000 DKK i rejsegavekort til vinderen – som i 2018 altså gik til en af Slottets dygtige elever.
Vinder på et musikalsk tiltag
Hos Mathilde og søsteren var glæden stor, og selvom de ikke nødvendigvis havde regnet med at løbe med sejren for deres idé og initiativ, er de overbeviste om, at de har fat i noget helt rigtigt med deres iværksætterprojekt.
– Vores initiativ dB RABALDER er et fælles musikarrangement, hvor vi samler musikere fra hele Danmark og skaber et rum, hvor man kan komme og optræde med sin egen selvskrevne musik, forklarer Mathilde.
Og for søsterparret har deres idé ikke kun været på idéplan her i 2018. De har nemlig ført den ud i livet med stor succes.
– dB RABALDER blev for første gang afholdt 6. oktober 2018 i Bokzen i Nykøbing Sjælland, lyder det fra Mathilde, som videre fortæller, at idéen primært udspringer af deres egen interesse og hobby for musik og samtidig også fra deres kendskab til den udbredte efterspørgsel hos deres jævnaldrende.
– Ideen til dB RABALDER er opstået, fordi vi begge har efterspurgt musikalske tiltag i Nykøbing Sjælland. Herefter har vi taget fat i henholdsvis musikskole og udlejer af det gamle diskotek i Nykøbing Sjælland. Vi er begge gymnasieelever i Holbæk, og derfor har det været utrolig vigtigt for os også at være til stede på Holbæks gymnasier, er uddybningen.
Målet er nemlig at komme langt ud med musikformatet.
– dB RABALDER skal ikke kun være et musikarrangement i Odsherred for unge i Odsherred. I stedet har vi formået at samle OG-elever, Stenhus-elever, elever fra den Rytmiske Højskole i Vig, gymnasieelever fra Odense, Island og København.
Tilbagevendende tiltag
Efter stor succes ved første udrulning er datoen for næste arrangement allerede fastsat til 19 januar, og der arbejdes hårdt på et tredje arrangement. Selvom de kun er i deres spæde start, får initiativet allerede stor opmærksomhed i lokale aviser. Med god grund, for det er et forrygende projekt, så kæmpe tillykke med Mathilde og Laura med prisen!
På deres Facebook-side for dB RABALDER kan man se datoerne og lokationerne for de forskellige begivenheder. Så vi kan kun anbefale at smide siden et like.