På Slottet er eleverne glade for at arbejde med aktuelle emner, og for dem behøver det hele ikke at handle om corona. Der er nemlig også andre aktuelle emner, som man kan have fokus på. Dem fortæller Marcus fra 3.r og Isabell fra 3.h om.
Trumps brug af sociale medier
Inden juleferien skrev Marcus sammen med resten af 3.g’erne på HTX sin store tværfaglige opgave (SOP), og her skulle eleverne selv finde på emne, problemstillinger og materialer de ville undersøge og analysere med sparring fra deres vejledere.
Det var noget, der passede Marcus rigtig fint. Han fortæller nemlig:
– Jeg havde rigtig mange gode idéer til mange forskellige gode opgaver, men jeg skulle jo holde mig til én, og det hjalp lærerne mig med.
Marcus endte med at vælge at skrive om et top aktuelt emne, nemlig Donald Trumps brug af sociale medier.
Egentlig skulle han have været til mundtlig eksamen her i januar for at forsvare sin SOP, men det kom han ikke, da alle de gymnasiale vintereksaminer er aflyst. Selvom han er godt tilfreds med sin opgave, ærgrer han sig over, at han ikke får mulighed for at forsvare den.
Han forklarer:
– Det gode ved min opgave er, at den er så aktuel. Det, der skete for et par dage siden i Washington, ville jo have givet mig nogle fede perspektiver, hvis jeg var kommet til eksamen.
SOP til sommer
HHX’erne skal skrive SOP til marts, og de skal til mundtlig eksamen i deres SOP til sommer. Isabell, der går på HHX, brugte derfor sin juleferie på at tænke over, hvad hun skal skrive om.
Isabell har valgt fagene samfundsfag og afsætning og fortæller:
– Jeg har besluttet, at jeg vil skrive om markedet for el-biler og hybridbiler. Min familie er ret bilinteresseret, og det har nok påvirket mit valg. Og så var det vigtigt for mig at skrive om et aktuelt emne.
