Live musik, cafestemning og omlagt undervisning var, hvad aftenen bød på til Slotshaven by Night i går.

Slottets elever var mødt ind til spændende aftenundervisning i henholdvis samfundsfag, spansk og kemi. Lærerene havde forberedt kreative og anderledes opgaver, som elever skulle arbejde på.

I samfundsfag stod den på eventyrskrivning og højt læsning. Det er ikke lige den genre, man er vant til at arbejde med i dette fag, men eleverne skulle være kreative i går aften. De skulle i grupper skrive et eventyr hver, hvor de inkorporerede teori og begreber fra faget. Undervisningen sluttede af med højt læsning af elevernes eventyr, hvorefter Benjamin, samfundsfaglæreren, gav dem feedback på deres værker.

Ovenpå havde 3.gerne spanskundervisning med Yvonne og rektor Katrine Juul kom forbi og deltog i undervisningen sammen med eleverne.

I kemilokalet var der gang i forsøgene – eleverne skulle nemlig undersøge phosphorsyreindholdet i cola sammen med kemiunderviserne, Katrine Rostgaard og Rikke Aagaard.

Underviserne havde forberedt en nøje vejledning, som eleverne skulle følge i forbindelse med deres laboratorieforsøg. De skulle lave et eksperiment, og derefter lave beregninger på baggrund af deres resultater fra eksperimentet.

Aftenen sluttede af med Slotscafe, hvor kantinen blev lavet om til en hyggelig cafe med en scene, hvor der kunne spilles live musik. Her var der mødt en del op, elever, lærere og gæster ude fra, til en hyggelig og musikalsk aften.

Eleverne spillede kortspil mens de nød musikken. Gæsterne fik sig nogle kolde forfriskninger fra cafeens bar mens de hørte de forskellige numre der blev spillet.

Det var lærere og elever der på skift optrådte. Nogle sang, mens andre spillede på instrumenter.

Alt i alt en hyggelig, kulturel og lærerig aften.

Vi glæder os allerede til næste Slotshaven by Night som finder sted torsdag 30. januar 2020.