Junior Talent: Talent skal dyrkes – i alle aldre

//Junior Talent: Talent skal dyrkes – i alle aldre

40 unge mennesker fra 8. klasse har i slutningen af januar 2019 prøvet at have en skoledag på Slotshaven Gymnasium. De er nemlig alle en del af det program, som hedder Junior Talent, og sammen med Stenhus Gymnasium danner Slotshaven Gymnasium rammen om dette program – som er en del af Akademiet for Talentfulde Unge (ATU).

God start med kage
Dagen begyndte ved, at rektor Malene Grandjean bød alle velkommen til Slotshaven Gymnasium, hvorpå hun havde en lille sød overraskelse med, som eleverne kunne glæde sig til: nemlig skøn kage fra kantinen.

Ann Kristina var med på dagen og hjalp de unge.

Det mødte stor jubel, for hvem kan ikke spise kage lidt senere på dagen, når hjernen mangler et boost til at tænke flere kreative ideer og modtage ny spændende læring?

Rød/grøn-farveblindhed
Netop spændende læring skulle eleverne nemlig i gang med i løbet af dagen, hvor underviser Rasmus Hildebrandt, som er ansat hos Akademiet for Talentfulde Unge, stod for undervisningen sammen med Ann Kristina fra 3.Y på HTX. Hun er selv tidligere ATU’er og kunne fortælle lidt om dagen.

– I dag har vi overordnet fokus på bioteknologi, og vi har undervist i DNA, genetik og proteiner. Tidligere på dagen har vi med os selv illustreret en 3D-DNA-streng ved at lege kluddermutter. Det kom der mange grin ud af, forklarede Ann Kristina og fortsatte:

– Og lige nu arbejder eleverne med en case om farveblindhed. Den mest almindelig form for farveblindhed er rød/grøn-farveblindhed. Eleverne er i gang med at undersøge genet, der koder for opsin i grønne farvereceptorer. Og jeg synes, de arbejder virkelig godt.

Hvad er Junior Talent?
Junior Talent er et tilbud til fagligt stærke elever i 8. klasse, der giver elever i udskolingen ekstra udfordringer. Som deltager behøver man ikke at have en høj IQ – bare man er motiveret for at lære.

Så kort og godt er Junior Talent et program, som samler elever, der kan lide læring i et højere tempo og med større sværhedsgrad. Programmet er et tilbud, der starter i 8. klasse og fortsætter til juletid i 9. klasse. Der er undervisning ca. fem dage pr. halvår. Som ekstra bonus får de deltagende elever et diplom, bliver klogere på hvad de vil i fremtiden og får sikkert også nye venner.

Lige som Junior Talent til dette arrangement har lånt lokaler på Slotshaven Gymnasium, så er du også velkommen til at låne lokaler. Vi har også mulighed for at hjælpe med forplejning. Skriv blot til rektor Malene Grandjean på mag@slotshaven.dk Vi glæder os til at byde dig og dit arrangement velkommen.

2019-02-07T22:05:31+00:00