Til august starter over 220 nye 1.g’ere på Slotshaven Gymnasium på HHX og HTX.
Og for at give dem den bedst tænkelige start på livet som gymnasieelev var de torsdag 20. juni inviteret til fælles intromøde med deres forældre, hvor de både kunne se skolen endnu mere an, få svar på de spørgsmål, de måtte have om opstarten på Slottet, og så kunne de ikke mindst møde deres kommende klasse og lærere.
Aftenen startede officielt 19.00, men allerede en halv time før start strømmede de første spændte elever og forældre ind ad dørene på Slotshaven i Holbæk.
“Hvem skal jeg gå i klasse med?”
Og som noget af det første – og mest spændende – blev der tjekket navne på de ophængte klasselister i kantinen. Her skulle de nysgerrige unge lige se, hvilken klasse de skal være en del af de kommende tre år. Og der blev uddelt både highfives og krammere, når et velkendt navn dukkede op på listen.
Mens de fremmødte kunne skænke sig en kop kaffe og nyde en dejlig muffin, stod Slotshavens tutor-team klar til at svare på eventuelle spørgsmål. Det er også tutorteamet, der står for at ryste de nye elever sammen, når de starter på gymnasiet efter sommerferien.
Velkomst ved rektor
Da alle havde fundet sig til rette, bød rektor Malene Grandjean velkommen, og under klapsalver fra salen samledes tutorerne på scenen og blev præsenteret. Herefter tog studievejleder Hanne over og fortalte om den første tid på Slotshaven – nærmere bestemt de første tre måneder.
Her kommer de nye elever blandt andet på introtur og starter på gymnasiets grundforløb, inden de endeligt kommer på deres studieretningsforløb i slutningen af efteråret.
Efter kommende elever og forældre havde fået den første introduktion til Slotshaven og livet på skolen med studievejledning, 4.g’ere, studieretninger og så videre, var det tid til en lille pause.
Mødte nye klassekammerater
Herefter var programmet forskelligt for henholdsvis kommende 1.g’ere og forældre. Nu var det nemlig tid til, at førstnævnte skulle samles i deres nye klasser for at lære hinanden, deres tutorer og kontaktlærer at kende. Imens blev forældrene i salen og fik mulighed for at stille alle de spørgsmål, de måtte have.
Som afslutning på aftenen, kunne eleverne få inspiration til valg af studieretning, inden vi sagde tak for i aften – og på gensyn til august.
Skulle du sidde tilbage med ubesvarede spørgsmål, eller er nye dukket op, så kan du altid kontakte vores studievejledning, sende os en besked på Facebook eller tage direkte kontakt til skolen på 70 290 200 eller slotshaven@slotshaven.dk.