Mandag 20. maj rejste vores tre 1.g-klasser med studieretningen International Business udenlands på skoleårets sidste studieture. Destinationerne var henholdsvis Bruxelles, Hamborg og Berlin – tre byer, der rent geografisk ikke ligger så langt fra hinanden, men eleverne oplevede ikke desto mindre vidt forskellige ting i løbet a den lærerige uge.
Herunder kan du læse om turene for 1.E, 1.D og 1.H.
1.E – Berlin
Efter at være landet i Berlin gik eleverne i 1.H straks på opdagelse i den smukke og historiske by. Det betød blandt andet et besøg på det økologiske og biodynamiske bageri Markisches Landbrot, hvor de kom i arbejdstøjet og både blev vist rundt og lærte om processerne bag at lave brød på sådan et bageri.
Senere på ugen gik turen forbi det storslåede og populære Brandenburger Tor, som både elever og undervisere nød at tage i nærmere øjesyn, inden 1.E prøvede at spille street art bingo i Kreuzberg. En spøjst og anderledes oplevelse, hvor eleverne lærte om bydelen, dens historie, og om hvorfor den er kendt for street art.
1.D – Hamborg
På trods af en elev på krykker og en ødelagt ankel op til turen var 1.D ikke til at stoppe på denne tur, hvor de på bedste vis erobrede Hamborg.
Det gjorde de ved både at opleve byen til fods, på cykel og i en større båd fra vandet – og på den måde fik de noget af det bedste, den internationale handelsby med global aktivitet har at byde på.
Herunder også Bierstube med rustik tysk mad, når det er bedst, Chokoversum (chokolademuseum) med smagsprøver og ikke mindst Airbus-fabrikken.
1.H – Bruxelles
Ulig de to andre klasser drog 1.H til Belgien og til byen, som på mange måder er et politisk hjerte i Europa. Eleverne var da også i Europaparlarmentet i løbet af turen, og det var på en lidt sjov oplevelse, da der var helt tomt for parlamentsmedlemmer. De var nemlig hjemme i deres lande for at føre valgkamp.
Udover Europaparlamentet var 1.E også på besøg hos organisationen Greater Copenhagen, som blandt andet hjælper kommunerne i Region Sjælland og Hovedstaden med at søge penge til mange forskellige slags projekter.
Det blev (selvfølgelig) også til et fællesfoto ved nok det mest kendte af Bruxelles varetegn – Atomium, som blev lavet til verdensudstillingen i 1958. Og her trodsede eleverne i øvrigt højdeskræk og var oppe i den øverste af kuplerne mere end 100 meter over jorden.