Torsdag 14. september 2021 blev alle 1.g’ere på HHX introduceret til studieretningen Innovation i en spændende innovationscamp. Eleverne blev delt op i grupper, og så skulle de på bedste Løvens Hule stil dyste på iværksætter-ideer.
Eleverne skulle nemlig udvikle en innovativ og ny ide, der dækker et behov hos en bestemt målgruppe indenfor en af følgende kategorier: dyr, indendørs artikler og tekstil.
Idegenerering og ideudvælgelse
Først skulle eleverne skrive alle de ideer ned, som de kunne få på post its. Det havde de et par minutter til, og så skulle alle i klassen op og hænge sine ideer op på tavlen. Når det blev gjort, snakkede man kort om ideerne, og så kunne grupperne gå op og hente et par ideer, som de tænkte, at de kunne arbejde videre med.
Det gjorde de i ideudvælgelsesfasen, hvor de besluttede sig for en ide, som de videreudviklede.
Det perfekte pitch
Efter at have udviklet deres ide, skulle eleverne forberede et pitch, altså en præsentation af deres ide, hvor de bl.a. skulle komme ind på, hvilket behov ideen dækker, hvem er målgruppen for ideen, og hvor værdiskabende er ideen for målgruppen.
Pitchen skulle eleverne levere i deres egne klasser, og så fik de point af deres lærere, alt efter hvor godt deres pitch var til at afdække ovennævnte parametre.
Gruppen med det bedste pitch og med flest point kvalificerede sig til finalen, hvor de skulle pitche deres ideer foran et kyndigt dommerpanel og kæmpe mod de andre finalister.
Finalen
Der var 5 grupper, der kvalificerede sig til finalen, og de havde alle brugt frokostpausen på at gøre deres pitch endnu skarpere.
Alle 5 grupper leverede nogle stærke pitch, og det var derfor en svær beslutning for dommerne, men der skulle vælges en vinderide. Det blev “Cat-id,” der fik første pladsen, og gruppen bag ideen vandt biografbilletter og kurv fyldt med lækkerier.
Kæmpe stort tillykke til Cat-id, og flot kæmpet af de andre hold.