Slottet er garant for afvikling af innovationscamp for især eleverne på HHX, som lærer at brainstorme og innovere i samarbejde med virksomheder. Men eleverne på HTX kan også. Senest midt i marts 2019, hvor de to tidligere HHX-elever Christian og Mikkel var på besøg.
De står sammen med medstifter Jonathan bag virksomheden Unify og har udviklet en smart app, hvis formål er at erstatte de traditionelle visitkort samt måden at opbygge og udnytte relationer på. Som Mikkel selv siger:
– Det er en form for light-udgave af LinkedIn.
De to unge iværksættere dimitterede fra Slottet tilbage i 2016 og har siden fået den smarte idé, som de har lagt meget tid og energi i – og det er da også mundet ud i med kapitalindsprøjtning fra forskellige investorer. Appen blev lanceret allerede et par dage efter deres besøg på Slottet og er nu tilgængelig på Apples App Store.
Kreative inputs og eksekveringsplaner
Formålet med det herlige besøg var ikke kun at præsentere virksomheden og stifterne bag. Christian og Mikkel var også interesseret i at få gode inputs fra Slottets innovationselever, der tæller både 2. og 3. års-elever fra HHX og HTX.
Helt konkret var iværksætterne interesserede i en eksekveringsplan for deres produkt, som var klar til lancering. Det er den rene hjemmebane for innovationseleverne, der til daglig arbejder med forretningsplaner og forretningsudvikling. Det var også tydeligt at se i de meget kreative og konkrete forslag, son de nytænkende elever kom med.
Konstruktiv feedback og faglig sparring
Gennem hele campen arbejdede eleverne med at udvikle idéer til, hvordan Unify på bedste vis kan go to market, og de idéer præsenterede de afslutningsvis for virksomheden. Mikkel og Christian var meget glade og imponerede over de skarpe præsentationer og tanker, eleverne havde gjort sig, og de gav og modtog hele dagen igennem faglig sparring, konstruktiv feedback og et godt selskab.
Der er ingen tvivl om, at begge iværksættere er meget kompetente, passionerede og professionelle omkring deres forretningssag, og det var en fornøjelse at se deres samspil med Slottets elever, som også fik en masse ud af innovationscampen.