I begyndelsen af januar skrev Cecilie Lindhardt Fabricius, kandidatstuderende på Designskolen Kolding med speciale i Accessories Design med fokus på sko, til os på Slotshaven Gymnasium.
Hun havde brug for hjælp til sit speciale, som omhandler den komplekse verden af teenageres shoppingvaner – med særlig fokus på valg af skomærker – i samarbejde med Ecco Sko A/S.
Missionen klar
Cecilie skrev i sin mail til Slotshaven Gymnasium:
Min mission er at besøge forskellige folkeskoler samt gymnasier placeret forskellige steder i landet. Min tanke er at stille eleverne spørgsmål fra et online Kahoot-spørgeskema og observere og evt. tage billeder af elevernes sko. Det hele har til formål at indsamle data til mit speciale, som omhandler, hvordan Ecco kan designe sko, som teenagerne gerne vil gå i.
Dette var 1.A og 1.B samt 3.C klar på at hjælpe Cecilie med.
Vogue China
Cecilie startede undersøgelsen med at fortælle lidt om sig selv. Hun havde færdiggjort 9. klasse, gået 2 år på TEKOs designlinjen, og så havde hun boet to år i Milano for at lære italiensk og få italiensk design ind under huden. Cecilie fortale også, at hun under en af modeugerne i Milano bare var mødt op ude foran et kæmpe show i noget tøj, hun selv havde syet op, samt en hårbøjle, hun selv havde designet af FIMO Ler – hvilket vakte så stor opsigt, at hun om eftermiddagen kunne se sig selv på flere sociale medier og på Vogue China! Da hun kom hjem til Danmark, søgte hun via kvote 2 ind på sit nuværende studie.
Da Cecilie havde forklaret om baggrunden for at studere design, satte hun undersøgelsen med de 23 spørgsmål i gang.
Eleverne fra Slottet skulle blandt andet svare på: Hvordan ser dine sko typisk ud? Hvor handler du mest? Tænker du bæredygtigt, når du shopper? Hvilken musikgenre lytter du til? Hvilke SoMe-app bruger du mest? Hvor meget er du villig til at betale for de rigtige sko? Ejer du et par Ecco-sko? Og det sidste var der faktisk 9 ud af de 46 elever, som gjorde.
Forskellige skopræferencer rundt om i Danmark
Inden Cecilie kom frem til Slotshaven Gymnasium, havde hun også besøgt uddannelsesinstitutioner i Sønderjylland og på Fyn. Her havde hun observeret, at flere unge i Sønderjylland gik i Ecco-sko (måske fordi fabrikken ligger i Sønderjylland), og det gennemgående brand på Fyn var Nike. På Slottet var der lidt større diversitet i mærkerne, idet her både var Nike, Adidas samt Vans og Converse-sko på fødderne af de unge. Flere unge damer havde også Billi Bi-støvler på.
Har selv en klar favorit
Cecilie har selvfølgelig også selv et favorit brand, og det er Miu Miu, lillesøsteren til Prada, og så Dior. Begge brands er high end-brands, men de har også fokus på komforten, som nogle andre high end-brands ser stort på. Ud fra det kan man konkludere, at en høj pris ikke nødvendigvis er synonym med en fantastisk komfort i skobranchen, men derimod kan det være lig med et blændende stykke kunst til fødderne. Afhængigt af øjnene som ser.
Cecilie afsluttede undersøgelsen med at takke eleverne mange gange for deres deltagelse og fortalte endvidere, at hun nu skulle ind til København og tale med to populære bloggere om, hvordan de eksponerer forskellige brands via deres sociale medier. Denne viden skulle hun også bruge i sit projekt til at blive klogere på, hvordan hun skal få unge til at købe fede Ecco-sko.
På Slottet var vi meget glade for at møde Cecilie og høre om hendes vej til at stå på dørtærsklen til næsten at være færdigudannet indenfor hendes drømmebranche. Og inden vi sagde helt farvel til Cecilie, så lovede hun at sende et par billeder af hendes Ecco-designede prototype-sko til teenageres. Vi glæder og til at se dem! For der var vidst ingen tvivl om, at Cecilie var cool på den cool måde, så hendes kommende design kan næsten ikke være andet end cool.