Hvert år afholdes den såkaldte Georg Mohr-konkurrence for skoleelever fra hele Danmark – og igen i 2019 havde vi mange elever med i den landsdækkende matematikkonkurrence.
Kom langt
Blandt dem er Anna Linulf fra 2.Y og Thor Jørgin fra 2.S, der endte med at præstere så godt, at de i klassen blev hædret med diplom og chokolade af rektor Malene Grandjean for deres flotte præstationer i konkurrencen.
– Det er en konkurrence for gymnasieelever fra både HTX, HHX og STX, indleder de efterfølgende med diplomerne foran sig.
– Det er en frivillig konkurrence, hvor man selv vælger at være med, lyder det fra Thor, som også deltog i konkurrencen i 1.g, inden Anna supplerer:
– Og i anden runde var vi seks elever med fra Slotshaven – tre fra 3.g og tre fra 2.g.
Tæt på det gyldne pointantal
Der er i alt to runder i konkurrencen, hvor man afslutningsvis kan gå videre til et vinderseminar. Hvilket Anna og Thor var meget tæt på.
– Det er sådan, at hvis man får over 13 point i anden runde, kan man gå videre til et vinderseminar. Og vi fik 10 point hver, sagde Thor og Anna om opgaverne, som de skulle skrive i hånden.
I løbet af konkurrencen har de to elever fået mulighed for at gå i dybden med stof, de synes er særligt interessant: matematik. Og det har de nydt, selvom …
– Jow, det var da svært, synes jeg, griner Thor.
– Især anden runde. Den var meget sværere end den første, istemmer Anna.
Argumentationen er vigtig
Der er også stor forskel på den måde, hvorpå runderne er lavet. Mens første runde er en kombination af multiplechoice og at finde frem til rigtige tal, kræver anden runde mere af eleverne.
– Her skulle vi svare med forklarende tekst. Altså argumentation for, hvordan vi var kommet frem til vores resultater. Hvor det andet (første runde) bare var et facit, lyder det fra dem begge.
Men netop udfordringen i det sætter både Thor og Anna pris på – og det var også derfor, de i første omgang havde meldt sig til konkurrencen, pointerer de:
– Det er måske lidt nørdet at sige, men vi synes bare, matematik er sjovt, og derfor meldte vi os til.
– Det er nok, fordi vi synes, matematik går godt i den daglige undervisning – og så er det sjovt med lidt ekstra udfordringer.
Også med næste år
Og det fik de. For stoffet i Georg Mohr-konkurrencen er ikke noget, de nødvendigvis har mødt på gymnasiet.
– Al matematikken fra konkurrencen er ikke noget, vi har her på gymnasiet, så det er noget, vi selv læser op ved siden af de normale lektier, forklarer Anna.
– Det handler meget om at se sammenhænge. En lærer vil nok sige, at det er en anden type matematik. Hvor man selv skal finde frem til sammenhænge og indse ting, afslutter Thor, inden de begge slår fast:
– Vi regner helt sikkert også med at være med næste år!