Onsdag 26. september fik 2.c (innovationslinjen på HHX) besøg af Mari Schmidt og Siri Astrup, der er henholdsvis projektleder og innovations- og engagementskoordinator for Futureland.

Et kig ind i fremtiden
De to søde, smilende og energifyldte kvinder sidder til daglig på kontoret hos Center for Kultur og Fritid i Lejre Kommune, men de laver meget andet end at sidde på kontoret, og denne onsdag havde de valgt at besøge Slotshaven Gymnasium for at blive klogere på: Hvad vil unge gerne have, hvis de selv må designe deres fremtid udenfor storbyen?

Det er de begge meget interesserede i at undersøge i kraft af deres virke hos Futureland, som i fremtiden skal blive til en fysisk platform i Lejre Kommune og en mobil platform, hvor unge kan opleve innovativ læring af f.eks. dagsaktuelle emner.

Startede med en SPLOT
Mini-innovationscampen med 2.c blev skudt i gang med en såkaldt SPLOT. En model udviklet af den norske antropolog Aina Landsverk Hagen, og øvelsen gik ud på, at alle skulle tegne en slags blomst med fem kronblade. I hvert kronblad skulle eleverne skrive, hvad der betyder noget for dem personligt. Det var en spændende øvelse, og denne refleksion lå latent i hjernebarken på eleverne, alt imens de skulle finde ud af, hvordan de kunne tænke sig, at Futureland så ud.

Herefter fulgte en brainstorm og valg af fem temaer for Futureland fra brainstormen, og slutteligt skulle der udarbejdes en old school-plakat, hvor de fem temaer blev illustreret. Alt i alt var stemningen god, arbejdsmoral høj og musikken gav ny energi, da klokken nærmede sig de sene eftermiddagstimer.

Velkommen til fernisering af Futureland
Inden Mari og Siri takkede af efter en spændende camp, blev vi alle (med venner) inviteret til fernisering af Futureland fredag i uge 46 – hvor man kan se alle de flotte produkter, der er blevet fremstillet fra udskolingen til højskole- og universitetsniveau. Vi glæder os allerede til at se vores egne produkter i samspil med alle de andre produkter og til at se, om nogle af vores spændende temaer skal være med til at præge og danne grundlag for Futureland.