Tirsdag 3. november havde Slotshaven Gymnasium inviteret forfatter Simon Fruelund til at holde foredrag om sin minimalistiske roman ”Borgerligt tusmørke.”

9 klasser har læst romanen
“Borgerligt Tusmørke” er læst af 9. klasser på Slottet, og i forbindelse med arbejdet med romanen, holdt romanens forfatter Simon Fruelund et foredrag for eleverne.

På grund af coronarestriktioner var det kun fire klasser fra henholdsvis HHX og HTX, der fik mulighed for at deltage.

Et spændende foredrag
Simon Fruelund fortalte på en engageret måde om at skrive og hvordan han arbejder. Han skriver på fornemmelsen, og de valg han foretager sig er ikke rationelle men intuitive – f.eks. bilmærker, farve på tøj etc.

Han bruger en lille sort notesbog til at notere, når noget fascinerer ham, uden at han ved hvorfor og inddrager det i sine tekster.

Eleverne havde forberedt en del spørgsmål til romanen, men han kom dem i forkøbet med svarene. Der blev derfor ikke stillet så mange spørgsmål.

Efterfølgende udtrykte eleverne dog glæde for at have fået lov til at deltage, og de sagde, at de havde fået virkelig meget ud af det.