Henover efteråret har vi på Slotshaven Gymnasium kørt et samarbejde med FysioDanmark, som vores 2.g’ere på hhx har arbejdet med som case i Afsætning. Målet har for eleverne været at analysere, hvordan virksomheden kan få flere kunder fra B2B-markedet.

Fredag 8. december blev forløbet afsluttet med en finale, hvor der skulle kåres en vinder – den gruppe med de bedste forslag til en markedsføringsindsats på B2B-markedet for FysioDanmark. De forventningsfulde eleverne var således fra morgenstunden på plads i Norsalen, hvor de skulle fremlægge deres flotte arbejde foran en proppet Nordsal.

Inden det kom dertil, indledte rektor Malene Grandjean med at citere et debatindlæg fra Politiken, hvor en plus size-kvinde har skrevet:

“Jeg lever i en generation, hvor vi ser op til anorektiske modeller og idoler. Jeg lever i en generation, hvor man tilbeder en size nul, og tygge mennesker er dumme. Mediebilledet er fuld af sundhedsprogrammer og sundhedsidealer, der får os til at blive helt forpustet.”

Med disse ord i tankerne kom de unge elevers forslag til, hvordan FysioDanmark kan få solgt sin sundhedsprofil til både private og virksomheder bedst muligt. Sundhedsprofilen handler om at få det hele menneske i balance og ikke om fedtprocent og kager – eller mangel på samme.

Tillykke til International Business og Design
Vinderne blev Emine, Katrine, Sarah og Yasmin fra 2.d International Business og Design. Det var svært for FysioDanmark at vælge blandt de tre fremragende finalister, da de alle var meget kompetente og forberedte til tænderne.

– Vinderne vandt med en hestemule – alle fremlæggelser har været meget skarpe, og det overgik totalt vores forventninger, lød det fra de imponerede dommere.

FysioDanmark havde også en præmie med til vinderne: en individuel sundhedsprofil til hele holdet. Desuden ville FysioDanmark gerne tage imod alle finalisterne i begyndelsen af det nye år med henblik på at arbejde videre med alle de konstruktive forslag til at udvide deres marked.

Havde udarbejdet en markedsanalyse
Vinderne havde talt med 20 forskellige detailbutikker i Holbæk by. 70% kendte slet ikke FysioDanmark. 30% kendte FysioDanmark – men ingen kendte til sundhedsprofilen! Så FysioDanmark fik mange forsalg til at forbedre deres markedsføring. Alt lige fra LinkedIn-bannere til prisen pr. klik eller pr. 1000 visninger med Google Ad Words.

Vinderne påpegede også et voksende marked og behov hos diabetikerne. I 1996 var der 113.000 diabetikere i Danmark, i 2012 var der 320.000. Eleverne kom også med et konkret forslag til en log-in-platform til medlemmerne.

Holbæks kommende borgmester
2.c Innovation var repræsenteret ved Magnus, André, Jennifer og Mathilde.

De kom med forslag til, at FysioDanmark skulle besøg virksomheder fysisk og sælg produktet samt være fysisk til stede til Sundhedsdag i Holbæk samt Natløbet. Et andet forslag lød på at give noget af overskuddet i virksomheden til lokale idrætsforeninger eller Julemærkehjemmet.

Holbæks kommende borgmester Christina Krzyrosiak Hansen var også med i den innovative præsentation, i og med eleverne kom med forslag til celebrity branding.

Eleverne havde også udarbejdet et supplement til sundhedsprofilen – en app. En app, som kan holde kunderne til ilden mht. at udnytte de gode forslag til at komme i balance, som sundhedsprofilen gør opmærksom på. En undersøgelse viser, at 74% af danskerne har svært at ændre deres vaner, og kun 14% har rygrad til at komme ud af dårlige vaner. Det kommer dette forslag i møde.

2.a Økonomi var repræsenteret af gruppen Mille, Stine, Amalie, Rikke, Maja og Mai. Eleverne syntes blandt andet, at FysioDanmark skulle udarbejde en indbydende flyer, og de havde trykte eksemplar med til uddeling. På forsiden stod der trykt: For mange sygedage på arbejdet?

Hertil fortalte de unge, at disse flyers skulle ligge i Holbæks butikker, bibliotek og i postkassen hos virksomhederne. Og det kunne en ungarbejder sagtens klare.

Alt i alt var de to dommere fra FysioDanmark meget imponerede over eleveres arbejde, som på bedste vis tog udgangspunkt i FysioDanmarks produkt, markedskræfter, mulige platforme og formater.