Årets første fest på Slotshaven Gymnasium var igen i år et tilløbsstykke. Festen bliver traditionelt kaldt fraggelfesten, fordi den bliver holdt til ære for de nye 1.g’ere – som kaldes fraggler.

Super stemning
Festen blev afholdt fredag 31. August, hvor flere end 500 elever sammen indtog Slottet. Stemningen var i top, og der blev danset – og skrevet på hinanden – i stor stil.

Det er nemlig tradition, at de nye 1.g’ere er klædt i hvidt, så de ældre elever kan skrive på dem for at byde dem hjerteligt velkommen til skolen. Der er ligeledes tradition for at medbringe masser af glimmer, som i løbet af aftenen især prydede de mange fragglere sammen med skriften på det hvide tøj. Og også rundt omkring på skolen, så vi nok kommer til at finde glimmer i krogene et godt stykke tid fremadrettet.

Alt i alt var festen en bragende succes, hvor eleverne nød hinandens selskab både udenfor, på dansegulvet og ved baren. Og de nye 1.g’ere blev budt godt velkommen til skolen.