Efter folkeskolen skal alle elever vælge, hvilken vej de har lyst til at gå. Dem er der mange af, og en af dem er HHX eller HTX på Slotshaven Gymnasium.
De tager hver især tre år og giver adgang til fx universitetet – og mange andre spændende videregående uddannelser.
En del af skolen før opstart
Men hvad skal du ellers vide, inden du starter? Det har vi spurgt nogle søde elever fra 1.e (HHX) om, og de havde mange gode svar på, hvordan første år på Slottet er – og hvad du kan forvente.
– Først og fremmest skal det lige nævnes, at Slottet er mega gode til at afholde før-gymnasie-aktiviteter. Inden jeg begyndte her, havde jeg været til åbent hus, mødt repræsentanter fra gymnasiet på min folkeskole, været i brobygning og til et intromøde, hvor jeg mødte de fleste af mine kommende klassekammerater samt tutorer, indleder Natasja Pedersen.
– Så jeg følte mig faktisk ikke som ny-ny på min første skoledag på Slottet. Dog havde jeg alligevel lidt sommerfugle i maven.
Natasja (i rød) synes, det har været et godt første år på Slottet.
Også Natasja Terkelsen nyder at være startet på Slottet.
– Jeg er meget glad for at gå på Slotshaven Gymnasium, fordi jeg synes, vi har det rigtig godt socialt, og vi ses efter skole. I dag skal nogle af os fx ud at spise og fejre, at vi har sommerferie, fortæller Natasja, som er meget glad for fagene og især økonomi-fagene.
Natasja P. til venstre og Ida.
Bliver mere selvstændige
Her får eleverne mulighed for at arbejde på mange forskellige måder – lige fra tavleundervisning og selvstændigt arbejde til gruppearbejde og større opgaver, der både skal løses i gruppe og på egen hånd.
Herefter forklarer Michala Koesgaard:
– Jeg er faktisk blevet mere selvstændig af at gå på det her gymnasium, da jeg er meget motiveret for gå i skole og lære, for fagene er spændende og kan omsættes i praksis. Det skal også lige nævnes, at der stilles langt flere krav til en som elev, og det har også været med til at gøre mig mere selvstændig. Det er virkelig en god ting.
Ikke bare en fortsættelse af folkeskolen
Det med nye fag, og at du som elev får mulighed for at blive mere selvstændig, hæfter Ida Hagelund sig også ved.
– Slotshaven Gymnasium er ikke en fortsættelse af folkeskolen. Jeg gik faktisk på et andet gymnasium, før jeg begyndte her, og det føltes som en fortsættelse af folkeskolen. Derfor valgte jeg at skifte til Slotshaven Gymnasium med alle de spændende økonomiske fag, lyder det fra Ida, som i løbet af 1.g har tænkt over, at hun gerne vil have så mange døre som muligt åbne efter gymnasiet.
– Der er adgangskrav på videregående uddannelser – som for eksempel et samlet gennemsnit af mine karakterer eller et enkelt fag med en høj karakter – så derfor vil jeg prøve at huske på at gøre mig umage i de to år, så jeg har så mange valgmuligheder som muligt, når jeg står med hatten på, fastslår hun.
Alle var de enige om, at de NU glæder sig til at skulle op i 2.g efter sommerferien, ligesom Mikkel, Mathias og Matilde fra klassen også gør det.