I starten af 2019 fik 1.B den opgave, at de skulle udvikle et produkt, koncept og virksomhed, som Holbæk har brug for. Det var rammerne.

Og gennem de sidste måneder har elever og underviser fintunet deres business cases ved at koble ny teori på deres konkrete idéer – og på den måde har eleverne lært en masse kernestof for 1.g i arbejdet med praktiske cases.

Vurderet af en business angel
Tirsdag 21. maj var det så moment of truth for de fem cases, eleverne havde arbejdet med – de skulle her nemlig præsentere dem for en business angel (en mulig personlig investor).

Her fremførte eleverne i grupper deres gode idéer, som der var rigtig mange af. Vinderne endte med at blive gruppen, som havde udtænkt en samkørsels-app målrettet gymnasieelever.

Den samlede transporttid fra eksempelvis Nykøbing Sj kommer let over den hele time, og bare det at tjene 30 minutter mere om morgenen blev i den gennemførte fokusgruppe tillagt stor værdi.

Mange stærke idéer
App-idéen var også tænkt helt igennem med økonomi, faldgruber, konsekvens og så videre. Det var en meget imponerende præsentation, som blev leveret – og en helt fortjent vinder.

Blandt de andre idéer var et Gaming Center, et street wear-koncept, et madkasse-koncept for fitnesspersoner og en modetøjbutik. Spændende idéer, og reaktionen på forløbet blev meget godt samlet op i følgende kommentar fra en af eleverne i 1.B:

– Det er fedt at få feedback fra en rigtig investor. Det bliver hurtigt alvor, når vi står foran én, som vil se en forrentning ud af hans investering. Alt i alt et super forløb, hvor teori er blevet prøvet af på et konkret projekt.