På HHX er økonomi en stor del af mange af fagene – fx afsætning og virksomhedsøkonomi. Derfor er eleverne vant til at tænke i økonomiske baner, og det fik de brug for, da de i uge 9 havde International Økonomidag i sammenspil med Danske Bank.

Besøg af Danske Bank
Der var således arrangeret tre forskellige faglige indlæg om økonomi, som eleverne kunne lære af. De blev alle varetaget af cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank samt af afdelingsdirektør Claus-Jørgen Sørensen fra den lokale Holbæk-afdeling.

De fortalte om emner om Kinas globale rolle i fremtidens internationale økonomi. Hvor kommer Kina fra, og hvor er denne verdensøkonomi på vej til? Det blev eleverne klogere på.

Et indblik i EU og Brexit
Derudover kom de to garvede herrer med en økonomisk vurdering af den økonomiske situation i Danmark – herunder EU. Hvordan kan et Brexit påvirke den økonomiske udvikling i EU og specielt i forhold til Danmark?

Eleverne fik altså mange spændende perspektiver på den daglige økonomiske undervisning og nød indspark fra nogle af branchens store spillere i form af Danske Bank.