150 deltagende elever fordelt på 42 hold dystede i slutningen af april om titlen som Danmarksmester i Entreprenørskab 2019, hvor finalen blev afholdt i Industriens Hus.

Det er en begivenhed, der efterhånden er blevet en tradition for Slottet at kvalificere sig til. Og 2019 var ingen undtagelse.

Fonden For Entreprenørskab er arrangør af DM og havde i år 25 års jubilæum, og det blev fejret med benhård konkurrence mellem de deltagende hold fra forskellige gymnasiale uddannelser landet over.

To stærke idéer
Slotshaven Gymnasium var repræsenteret med to hold fra HHX: MySize bestående af Silas, Benjamin Klitte og Benjamin Vind fra 2.F og dB Rabalder med søsterparret Laura og Mathilde de Boer fra 3.C.

MySize, som konkurrerede i sporet Science & Technology, har udviklet et software program, hvor man gennem indtastning af forskellige kropsmål kan udvikle en avatar af ens egen krop, som derefter kan beklædes for at se, hvorvidt tøjet passer, som man ønsker, inden man foretager et køb.

dB Rabalder er allerede på markedet med missionen om at gøre det muligt for primært ukendte unge kunstnere i udkantsområder at blive inspireret af hinanden. Dette sker gennem musikalske begivenheder i forskellige udkantsbyer, hvor søskendeparret med ben i næsen står for at facilitere lokaler med scene samt skabe et miljø og et fælleskab for unge. Pigerne er da også kendt i lokalområdet og har tidligere vundet ungekulturprisen i Odsherred Kommune med netop denne forretningsidé.

Kongeligt besøg og fint prismiddag
Det var ikke kun dommernes gunst, MySize, dB Rabalder og de andre hold konkurrerede om ved DM i Industriens Hus.  I løbet af dagen var der også flere hold, der fik æren af at pitche deres forretningsidé for H.K.H. Kronprins Frederik, som gik rundt mellem de opstillede stande. Eleverne fik også mulighed for at møde andre store navne inden for politik såvel som erhvervslivet – heriblandt forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers og Kent Damsgaard, der er vicedirektør i Dansk Industri.

På den måde kunne holdene få ekstremt brugbar feedback på både deres idéer og deres eksekvering.

Dagen blev afsluttet med en fin prismiddag på 7. sal i Industriens Hus med udsigt til både Rådhuspladsen og Tivoli, hvor der også var et musikalsk indslag fra Alexander Oscar.

Smarte idéer vandt
Selvom Slotshaven Gymnasium ikke blev danmarksmester i denne omgang, blev eleverne atter rigere på oplevelser og læring – og fik en af de måske største oplevelser i gymnasieregi.

Podiepladserne gik til de jyske gymnasier, hvor Hush-Hush underwear fra Herningsholm Gymnasium blev danmarksmester. Isowell fra Videndjurs blev nr. 2, mens Clean Crip fra Århus Handelsgymnasium blev nr. 3.