De nystartede 1.g’ere på HTX har indtil efterårsferien faget naturvidenskabeligt grundforløb, hvor de lærer om og får en god bred introduktion til naturvidenskabelig metode, inden de skal vælge studieretning.

Det vil blandt andet sige, at eleverne skal lære at formulere hypoteser, designe og udføre eksperimenter, opsamle data og kommunikere deres resultater.

Brødbagning
I et af de forløb, eleverne skal igennem, skal de undersøge forskellige hævemidlers virkning på brødbagning. En god case til at arbejde med hypoteser, teste af og behandle data. Og så har det i år også givet anledning til mange sjove spørgsmål. For eksempel: Hæver brød mere, hvis man putter danskvand i det? Kan brød hæve, hvis der ikke er adgang til luft? Hvad sker der, hvis man udskifter væsken i brødet med cola, øl eller cacaomælk?

Nysgerrige 1.g’ere
Sjove men også gode spørgsmål, og det er netop den nysgerrighed, eleverne på HTX skal bruge både i det naturvidenskabelige grundforløb og i flere andre fag. Og 1.g’erne var i arbejdet med bagning af brød da heller ikke sene til at komme i gang med både selv at formulere hypoteser og planlægge eksperimenter, der ville kunne svare på de hypoteser.

Hyggelig dag i køkkenet
Da forarbejdet var gjort, havde eleverne en både hyggelig og spændende formiddag i køkkenet på Slottet, hvor alle eksperimenterne blev udført. Det vil sige, at der blev bagt en masse boller under mange forskellige betingelser. Nogle elever valgte endda at farve deres boller med frugtfarve for at holde styr på, hvad der var blevet puttet i de forskellige boller.

Og til sidst viste eleverne, at de også evner at kommunikere deres resultater. De havde nemlig lavet plancher, hvor de fremviste deres resultater, ligesom de også diskuterede fremgangsmåder og resultater ivrigt.