I slutningen af september 2018 fik Holbæk fornemt besøg, da grundlæggeren af Just-Eat Jesper Buch holdt oplæg i Kuben på seminariet i byen.
På første række sad Slotshaven Gymnasiums to innovationsundervisere Karen Marie og Özkan og sugede viden og gode historier til sig fra manden, som også er kendt fra Løvens Hule på DR1.
Jesper Buch var på og meget autentisk i sit foredrag, hvor både forretningsmodeller og personlige historier blev delt.
Historien om Just-Eat
Just-Eat blev lanceret i 2001, og det hele startede med, at Jesper havde fået en praktikplads i Norge – og blev sulten. Han vidste simpelthen ikke, hvordan han skulle få fat i en pizza, da han jo lige var kommet til landet, og lige der opstod idéen. Starten på en virksomhed, der skulle gå hen og blive kæmpestor (hvem har ikke været forbi Just-Eat en lørdag med tømmermænd?). I dag opererer Just-Eat således i 13 lande efter at være startet op i Norden for snart to årtier siden.
Jesper Buch kunne også fortælle, at han over flere omgange har solgt Just-Eat. De første aktier blev solgt i 2009, og her var det, fortalte Jesper, første gang, at han kunne mærke, hvilken succes han havde skabt.
Da hans sidste del af Just-Eat blev solgt i 2011, valgte han at gå Caminoen i Spanien for at lukke det kapitel i sit liv. Og den dag i dag har han ikke noget med Just-Eat at gøre.
Økonomisk uafhængig
Jesper har i mange år været økonomisk uafhængig, så han kan beskæftige sig med, lige hvad han vil. Så det vigtigte i hans liv lige nu er:
– Unge iværksættere med nogle fede projekter, som jeg kan være med i, og som jeg kan bidrage til bliver en succes – dels økonomisk men i særdeleshed med den tech-knowhow, som jeg jo har bygget op inden for de sidste 10 år. Det er det, der giver mit liv værdi, lød det fra iværksætteren.
Iværksætterråd
Der var også nogle gode iværksætterråd til Slottets to innovationsundervisere og resten af de lyttende.
– Det er selvfølgelig ikke noget, du kommer sovende til. Fire ugers ferie/sygdom var, hvad det blev til på otte år for mig. Det duer ikke, og derfor er min personlige anbefaling til andre iværksættere også: Det er vigtigt, selvom man brænder for sit projekt, og selvom man arbejder 70-80 timer om ugen, at man husker at holde noget ferie, og man skal huske at koble af. Hvis man ikke gør det, så begynder man at køre død i det.
Efter foredraget kunne alle købe Jesper Buchs nye bog Kick Ass, hvori man kan læse mange flere historier, som omhandler vejen fra kælder til milliard. Jesper smilede og skrev gerne en autograf i de solgte bøger, og han stillede også smilende op til billeder med Slottets undervisere.